Back

ⓘ Nederlandenes historie omfatter overvejende de nordvestlige dele af det europæiske fastland men tillige oversoiske områder, som kom under dette områdes herredom ..




                                               

Tysklands kejser

Denne side handler om Det Tyske Kejserriges kejsere. For liste over Tysklands monarker for 1871 se Tysk-romersk kejser. Tysklands kejser var den officielle titel for Det tyske kejserriges statsoverhoved. Titlen blev indfort ved den tyske forfatning, der trådte i kraft ved Tysklands samling den 1. januar 1871 og bestod indtil Kejser Wilhelm 2. abdicerede den 28. november 1918 efter Kejserrigets nederlag i 1. verdenskrig. Titlen gik i arv. De Tysk-romersk kejsere kaldes til tider også tysk kejser, når den historiske kontekst er klar. Efter den tyske revolution i 1918 var statsoverhovedet rig ...

Nederlandenes historie
                                     

ⓘ Nederlandenes historie

Nederlandenes historie omfatter overvejende de nordvestlige dele af det europæiske fastland men tillige oversoiske områder, som kom under dette områdes herredomme.

                                     

1. Oldtid og Middelalder

Jordfund og jættestuer vidner om en sten- og bronzealder i landene om de store flodmundinger, men forst ved Cæsar’s Gallerkrige når historiens lys dem. Kelterne, der for havde ejet disse lande, var da trængte tilbage af germanerne således, at Rhinen væsentlig var grænse mellem de to folk. Nord for den boede rent germanske stammer som frisere og batavere og længere mod ost sigambrere og andre, syd for floden var folket keltisk gallisk, men stærkt blandet med germanere. Det var vilde og tapre folk, men efter hårde kampe 57 f. Kr. ff. fik Cæsar dem slået ned, og romervældet fortes frem til Rhinen. Under Augustus ca. 15 f. Kr. ordnedes landet som en del af provinsen Gallia Belgica, og snart efter bredte romerne deres magt nord for Rhinen. Bataverne, friserne og andre blev afhængige af romerne og gav dem siden udmærkede ryttere og sofolk. Bataveroen mellem Rhinen og Waal blev romernes militære base, hvorfra kampene mod de ostlige germaner fortes. Bataverne og friserne blev romerne tro under kampene med Arminius, men de romerske embedsmænds hårdhed vakte efterhånden stærk modvilje. 28 e. Kr. begyndte friserne en modig opstand, der forst kuedes en snes år efter. Under tronstridighederne i Rom efter Nero’s dod æggede Claudius Civilis sine landsmænd, bataverne, til kamp mod romerne, og opstanden blev snart udbredt og farlig 69 - 70. Men da Vespasian havde fået magten i Rom, sendte han en stærk hær mod oprorerne, de blev slåede og måtte boje sig. I de folgende århundreder var landet roligt og gik stærkt frem i kultur. Romerne havde straks taget fat på at grave kanaler og bygge diger og veje. I Drente er fundet spor efter de træbroer pontes longi, der lagdes over sumpene. Om de romeske fæstninger rejste sig betydelige byer. Agerbrug og handel, sofart og industri lærred, uld og mursten udvikledes. Men i 3. og 4. århundrede mærkedes der tilbagegang. Stormændene, der ejede al jorden, udsugede landet, Folketallet tog af, handel og industri standsede, de dårligt forte og dårligt ovede germanske lejetropper kunne ikke hindre frankernes og saksernes plyndringstog over grænsen. Da Stiliko i begyndelsen af det 5. århundrede trak de romerske tropper bort for at bruge dem i Italien, var romerherredommet i Nederlandene de facto til ende.

                                     

1.1. Oldtid og Middelalder Folkevandringstiden

Som en stormflod væltede germanerne nu ind over grænsen; den romerske kultur skylledes bort, byer og gårde brændtes, de gamle stammenavne, Batavere og andre omtales ikke mere. Landet ejedes nu af frankere, saksere og frisere de sidstnævnte var rimeligvis også nye folk, nordligere slægtninge til de tidligere frisere. Disse tre germanske stammer havde hvert sit særpræg, som det ses af deres love og endnu kan spores i sprog og retsvæsen og folkeminder. Friserne boede langs kysten fra Weser til Schelde og på oerne, sakserne mod ost og sydost, frankerne i landene syd for Zuidersoen. Frankerne var de mægtigste, og Nederlandene blev en del af det frankiske rige.

                                     

1.2. Oldtid og Middelalder Frankisk herredomme

Under den kraftige pipinske slægt, der horte hjemme i Maas-egnen, gik landet atter frem i kultur. Kristendommen, der næsten var forsvundet i folkevandringen, udbredtes på ny især af angelsachsiske missionærer som Willibrord, frisernes apostel. Utrecht blev bispesæde, og omkring år 800 var kristendommen fæstnet i landene. Folket var endda vildt og råt, men handel og sofart udviklede sig dog, og klostrene lærte folk at dyrke jorden. Især i Sydbrabant trivedes landet godt, og byerne tog til. Mod nord var man udsat for hærgninger af saksere og frisere. Pipin af Herstal slog flere gange den vilde friserkonge Radbod, men forst Karl den Store bekæmpede fjenderne. Han gjorde meget til landets fremme, byggede broer, gravede kanaler, forbedrede vejene, bedrede agerbruget ved at indfore trevangsbrug, ordnede styrelsen og delte landet i gouw og honderschap, inddelinger, der under vekslende former og med skiftende grænser har bestået til det 20. århundrede. Landet var væsentlig et bondeland, hvor den frie sakser, friser og franker levede uafhængig på sin egen gård, men storejendommene var ved at brede sig, skont bonderne strittede imod. Det folkelige selvstyre forsvandt under Karl. Kun i retsplejen havde den frie mand endnu nogen del. Men kejserens grever blev landets egentlige bestyrere.



                                     

1.3. Oldtid og Middelalder Hærget af hertuger og grever

Under kampene mellem Karl den Stores ætlinge gik Nederlandene fra den ene hånd til den anden. Omsider beholdt Frankrig Flandern fra 843, mens resten gik til Tyskland fra 879. Det regnedes nu til Lothringen, der strakte sig fra Maas’ og Mosel’s kilder til Nordsoen, og i 953 deltes i to hertugdommer, Ovre- og Nedre Lothringen. Det sidste omfattede Nederlandene med undtagelse af Flandern, med Friesland som et noget lost tilhæng. Den tyske konges magt i Nedrelothringen var ikke stor. Greverne havde under tronkampene oget deres rettigheder og gjort dem arvelige. Kirkens vælde tog til. Og normannerne, der satte sig fast i landet og hærgede det flere gange i tiden fra omkring år 830 til efter deres store nederlag ved Löwen i 891, svækkede også kronens indflydelse. De lothringske hertuger, Kongens stedfortrædere, fik derfor ikke synderlig at sige, når de ikke selv ejede storgodser i landet, og de var lige så tit mod deres lensherre som med ham. De drev rænkespil med de franske konger, der var lystne efter Lothringen, eller de fejdede med dem, de sloges med greverne eller gjorde opstand mod kejserne. Midt i det 11. århundrede kæmpede Gotfred 4. den Skæggede utrættelig med kejseren for at få hele Lothringen, som hans fader havde haft. Hans son, den mægtige Gotfred 5. med Pukkelen, var derimod kejser Henrik 4. en tro og stærk stotte; han dode i 1076. Gotfred 5.s arving, Gotfred af Bouillon, blev hertug 1089. Efter hans dod på det 1. korstog sloges husene Limburg og Löwen om hertugværdigheden Grimbergske Fejde 1130 - 1159 og delte den til sidst mellem sig, men den var nu kun en tom titel. Hertugerne havde kun magt i deres ejendomslande, limburgerne ved Maas, deres medbejlere i Brabant, efter hvilket land de nu kaldte sig. Navnet Nedrelothringen gik af brug i det 12. århundrede og ombyttes med Nederlandene, terræ inferiores.

På ruinerne af hertugdommet havde der efterhånden dannet sig en række storre og mindre, uafhængige stater: mod syd Flandern, Flandern hendes son af 2. ægteskab, Gui af Dampierre. Endvidere mod syd: Brabant, Luxembourg, Bispedommet Liège, Namur og en flok mindre grevskaber og herredommer.

Mod nord havde greverne af Kennemerland om Haarlem fra 9. århundrede bredt deres magt langs kysten og ind i landet. Midt i det 11. århundrede ejede de kystlandet fra Maas til Flie og jorden ind mod Utrecht. Ved denne tid begyndte deres rige at kaldes Holland Holtland. De hollandske grever blev til tider hårdt trængte af deres naboer - Gotfred med Pukkelen tog næsten hele landet fra grev Dirk 5. - men som regel forstod de at brede sig. Vest-Zeeland blev deres ejendom i 1323 efter 150 års fejder med Flandern. Nogle af friserne måtte underkaste sig i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede efter, at de var blevne svækkede ved de store stormfloder i det 12. og 13. århundrede. Bispedommet Utrecht, der ejede landene inden om Zuidersoen, kom efter 1100 under hollandsk indflydelse. Et mindre grevskab nord for Rhinen var Geldern, der kom i strid med Brabant om arvefolgen i Limburg, som efter Slaget ved Woeringen i 1288 tilfaldt Brabant. Mellem alle disse små riger skete der et ustandseligt virvar af hærgningstog, slag og sofægtninger, af ægteskab og arvesporgsmaal, af forbund og intriger. Franskmænd, englændere og tyskere kappedes om at få dem hver på sin side. Kun sjældent enedes de om fælles optræden som mod Philip August, der slog dem ved Bouvines i 1214. I flamlændernes opstand mod Filip den Smukke, hvem det engelsksindede folkeparti slog ved Kortrijk Sporeslaget 1302, var Holland og Hennegau, som i 1299 var blevne forenede under Jan af Avesne, på franskmændenes side. Indre uroligheder gjorde forvirringen storre. Bispen af Utrecht dræbtes 1227 af bonderne i Drente under et af borggreven af Coevorden ledet opror. Floris 5. af Holland blev fanget og myrdet i 1296 af Gijsbrecht af Amstel og andre sammensvorne adelsmænd. Mange fyrster faldt i de evindelige fejder, således Vilhelm 2. af Holland, Frederik 2.s modkejser, på et tog mod friserne i 1256. Endda fik nederlænderne stunder til at være ivrig med i korstogene.

Omkring 1300 var rigerne dog nogenlunde ordnede og fæstede. Deres grænser var tit tilfældige og kunstige; og der var intet naturskel mellem dem og de tyske stater længere inde i landet; kirkeligt stod de også stadig under ærkebispen i Köln. Fyrsterne var så godt som uafhængige af kejseren, de havde tilegnet sig alle kronens rettigheder og indtægter; deres selvstændighed godkendtes på Rigsdagen i Worms 1231. Indadtil kunne de have ondt ved at klare sig mod den stærke adel, men de stræbte i det 12. - 13. århundrede med held at holde den nede, ved at gore embedsstillingerne personlige, ikke arvelige. Bonderne, der trykkedes af adelen, gjorde flere gange opstand, og adskillige fyrster som Floris 5. var dem velsindede. Derimod så greverne tit skævt til den opblomstrende borgerstand. De forskellige stater styredes væsentlig ens, men hvert sted holdt på sine gamle love og gamle former. I det hele var det fyrstemagtens gyldne tid; kun i det nordlige Friesland levede adelsmændene som uafhængige herrer. Præsternes magt var ved at svinde; nogle kættere fik en del folge.

                                     

1.4. Oldtid og Middelalder Borgerskabet vinder frem

I det 14. og ind i 15. århundrede fejdedes der heftig i Nederlandene: mellem tronkrævere, mellem fyrste og folk, mellem adelige og borgerlige, mellem store og små. Byerne har vundet rigdom og fik magt. Fyrsternes krige og fester kostede dyrt; mange af deres indtægter havde de måttet give deres adelige krigere til lon; de måtte da bede byerne om penge og fik dem kun mod at tilstå borgerne flere og flere forrettigheder. I byerne havde hidtil de fornemme kobmænd og adelige fort styret, nu ville håndværkerne til, og deres gilder trængte kraftig frem. Den storste kamp fortes i Flandern, hvor striden mellem England og Frankrig virkede med. Den fransksindede greve og adel og byaristokraterne stod mod håndværksgilderne - der var for England, hvorfra væverne fik deres uld - og mod bonderne. Det var Leliaerts mod Clauwaerts. Et par opstande af disse kuedes af franske hære i 1326 og 1328 slaget ved Cassel, men 1336 fik Edvard 3. af England stiftet et stort nederlandsk forbund mod Frankrig, og til dette sluttede Flandern sig et par år efter. Gilderne tog magten her, Gent blev den ledende by, og dens forste mand, Jacob van Artevelde, landets virkelige hersker. Han holdt sig tro til Edvard 3., der gav Flandern handelsfordele. Men da Artevelde’s avindsmænd fik ham myrdet under et opror i Gent 1345, vandt greven atter magt og slog flere opstande ned. Der blev fred nogle år, gilderne kom atter til kræfter, og 1379 - 1385 vovede de på ny en mægtig kamp. Der var samtidig truende folkerorelser rundt i landene, og den flamske bevægelse syntes at skulle lede ind til en almindelig rejsning mod feudalmagten. Adelen folte faren: i 1382 rykkede en vældig fransk ridderhær ind i Flandern og slog genternes hær ved Roosebeke, hvor deres forer, Artevelde’s son Filip faldt. Gent værgede sig dog kraftigt til 1385. Da var den sidste greve af Huset Dampierre, Ludvig van Male, nys dod, og hans svigerson Filip den Dristige af Burgund arvede Flandern. Han holdt folket i ave og stottede sig mest til de fornemme borgere. Gilderne blev dog ved at have nogen del i bystyret.

                                     

1.5. Oldtid og Middelalder Brabrant

I Brabant fik gilderne ikke meget at sige. Flere opstande kuedes. Videst nåede Löwen ved Coutereel’s opstand i 1360 og en ny i 1378. De fornemme slægter havde magten i byerne og over de svage fyrster, som trængte til penge. Stæderne tiltvang sig mange rettigheder, især 1356, da hertug Wenzel af Luxembourg og hans hustru Johanna måtte underskrive en håndfæstning, der bandt fyrsten stærkt. Denne Joyeuse Entrée gjaldt i det væsentlige som Brabants grundlov til den franske revolution.

                                     

1.6. Oldtid og Middelalder Liège, Namur, Luxembourg og Hennegau

Fyrstbispedommet Liège havde gilderne sidst i det 14. århundrede næsten fået gjort til en demokratisk republik. Men den udvalgte bisp Jan af Bayern knækkede 1408 demokratiet med hollandsk og burgundisk hjælp. Det retssystem, gilderne havde indfort, blev dog ved at gælde. Også i Namur fik gilderne indflydelse, Luxembourg og Hennegau, adelslande uden store byer, kom derimod ikke synderlig med i roret.

                                     

1.7. Oldtid og Middelalder Holland og Zeeland

I Holland og Zeeland blev det heftigt. De hollandske byer, der havde stået i skygge for de flamske og brabantske, arbejdede sig frem, i det 14. århundrede. Amsterdam fik byprivilegier i begyndelsen af århundredet. Omkring år 1350 begyndte gilderne at hæve sig. Kampen mellem småborgere og storborgere gik i eet med en voldsom fejde mellem 2 adelspartier, Hoekschen og Kabeljauwschen Fiskekroge og Kabliover, der med afbrydelser varede fra 1350 - 1492. Partikampen slyngedes sammen med dynastiske tvistigheder, en strid fra 1345 - 54 mellem Margaretha af Hennegau, den tyske kejser Ludvig af Bayerns hustru, og hendes son Vilhelm 5., og en senere, fra 1417 - 1433, hvor den kække ulykkelige Jakoba af Bayern sogte at værne grevskabet mod sin farbror, Liège-bispen Jan af Bayern. Under disse borgerkrige stod gilderne og bonderne - der heldig stræbte at få livegenskabet afskaffet, - sammen med" Krogene ", det egentlige adelsparti, mod de fornemme slægter poorters, der rådede i byerne. Disse stottede Vilhelm 5. og Jan af Bayern for at få en kraftig herre til at holde skik i landet. I længden vandt storborgerne. Gilderne fik nok lidt del i bystyret, men den væsentlige magt blev hos et lille sluttet aristokratisk selskab, Vroedschap ’et, der valgte borgmestrene og andre embedsmænd. Byernes indflydelse steg under fejderne, og fyrsternes magt mindskedes. De 3 "stænder", adel, præster og borgere, indkaldtes til rådslagning, ikke blot i pengesager, men også i almindelige regeringssporgsmål.



                                     

1.8. Oldtid og Middelalder Utrecht og Geldern

I Utrecht fejdedes der også livligt. Bisperne var næsten helt magteslose, roverriddere hærgede landet, tilstanden var tit rent anarkisk. Gilderne drog nytte heraf og skaffede sig overmagt i byerne. Disse optrådte helt uafhængige, sluttede forbund og forte krig på egen hånd. I Overijsel og i Drente - hvor der herskede en stor folkefrihed og brugtes en mærkelig gammel-germansk retspleje - holdt storborgerne magten, og her lykkedes det bispen at gore sig gældende. Drente måtte underkaste sig ham i 1395. Også Groningen hyldede ham.

I Geldern var forholdene yderst brogede: Bronkhort-partiet stod mod Hekeren-partiet, bonderne mod adelen. Fyrsterne krigedes med Brabant og Frankrig eller med Holland og Kleve. Der var evige arvefolgefejder. Ridderskabet og de fire byer sluttede til sidst forbund om, at fyrsten skulle vælges med deres samtykke, tog 1436 og 1441 helt magten fra hertug Arnold af Egmont ved hårde håndfæstninger.

                                     

1.9. Oldtid og Middelalder Friesland

Friesland havde ligeledes sine to partier, Schieringers og Vetkoopers, der fejdede vildt og ustandselig. En adelsmand, Focco Ukena, blev landets skræk i forste halvdel af det 14. århundrede. Han forbandt sig med Fetaljebrodrene, der holdt til i Friesland. Landet ost for Ems samledes omsider af Ulrik v. Greetsiel, der 1454 blev greve af Ostfriesland. Men vest for Ems vedblev fejderne, og her fik byen Groningen stor magt.

                                     

2. Burgundervældet

Der var imidlertid vokset en magt op, som var til sinds at gore en ende på al denne splittelse og forvirring i Nederlandene. Det var de burgundiske fyrster, som målbevidst stræbte at forene disse lande med deres ovrige eje til et stort burgundisk kongerige. Fra deres flamske arv udbredte Filip den Dristige og hans efterfolgere deres vælde. I Brabant og Limburg sogte hertuginde Johanna efter Wenzel’s dod 1383 stotte hos burgunderne og afstod dem til sidst sit rige. Filip’s yngre son Anton fik det efter hende, og da hans sonner var dode barnlose, hyldede stænderne 1430 Filip den Gode. Namur erhvervedes ved kob i 1429, Luxembourg i 1451.

Jan af Bayern gjorde Filip til sin arving i Holland, Zeeland og Hennegau, og Filip tvang 1433 Jakoba til at afstå ham sin ret. Liège og Utrecht kom også under burgundisk indflydelse, en son af Filip blev i 1456 med magt gjort til biskop af Utrecht. Geldern tog Karl den Dumdristige i 1473, og han ponsede på at gennemfore de gamle hollandske krav på Friesland. Karl’s fald ved Nancy i 1477 sprængte planen om det burgundiske kongerige. Nederlænderne, hvem han havde styret hårdt og enevældig, tog magten fra hans datter, Maria. For at få hjælp mod Frankrig måtte hun den 11. februar 1477 udstede en almindelig håndfæstning, Le Grand Privilège, der bandt hende stærkt, og desuden særlige privilegier for de enkelte lande. Hun ægtede i august samme år Maximilian af Habsburg, der nu i 15 år måtte brydes med nederlændingene inden, at han fik sit herredomme fæstnet. Flamlænderne holdt ham tit så godt som fangen. I 1482 sluttede de på egen hånd fred med Frankrig og tvang ham til at godkende den. I 1487 "stak de atter hornene op". Hans venner og embedsmænd blev halshuggede, hans eget liv var i fare; han måtte i 1488 love folket yderligere rettigheder med de dyreste eder. Dem brod den ridderlige fyrste så snart, han slap fri, men forst i 1492 lykkedes det hans hærforer, Albrecht af Sachsen-Meissen, at få landet kuet. Holland, hvor den Hoeksche og Kabeljauwsche tvist var blusset op igen, blev også bragt til ro. Utrecht og Liège derimod frigjorde sig for den burgundiske indflydelse, og Geldern rev sig los. Maximilian’s son, Filip den Smukke, tiltrådte styret i 1494, men dode allerede i 1506, og kejseren blev atter rigsforstander for den afdodes 6-årige son Karl. Dennes faster, Margrete af Savojen, styrede som statholderske, til Karl 5. selv overtog regeringen i 1515. Ham lykkedes det at virkeliggore burgundernes tanke: Nederlandene blev et sluttet og selvstændigt rige. Men det kostede moje. I kejserens krige mod Frants 1. styrkedes og udvidedes grænsen mod Frankrig, der måtte opgive al ret til Artois og Flandern. Gennem mange år stredes burgunderne med hertug Karl af Geldern, som i 1492 havde sat sig fast i dette land og derfra bredte sin magt over Utrecht mod Overijsel og Drente, over Groningen og Friesland. Det sidste land havde Albrecht af Sachsen fået af Maximilian for penge, kejseren skyldte ham, men Albrechts son, der ikke kunne hævde sig mod Karl af Geldern, solgte det i 1515 til Karl 5. Efter blodige kampe blev det da kuet i 1523. Groningen underkastede sig i 1536. I 1527 afstod Utrecht-bispen sine lande til Karl 5., og Drente, Overijsel og Utrecht måtte hylde kejseren. Karl af Geldern faldt da også til foje i 1528. Han efterfulgtes i 1538 af hertugen af Kleve. Denne yppede krig med kejseren i 1542, men blev slået og måtte afstå Geldern med Zutphen til Karl i 1543.

Således var Karl 5. nu fyrste over alle de "17 Nederlande". Kun Liège holdt sig under et par kloge bispers styre uafhængigt. Dog kun af navn, i virkeligheden lystrede det helt kejseren. På rigsdagen i Augsburg i 1548 fik Karl sine burgundiske lande godkendt som en særlig kreds, der skulle yde bidrag til rigsudgifterne og rigshæren, men ellers var selvstændig og navnlig ikke stod under rigskammerretten. Næste år fastsatte han ved en "pragmatisk sanktion" en fælles arvefolge for Nederlandene: de skulle efter ham tilfalde hans arvinger i mandlig og kvindelig linje.



                                     

2.1. Burgundervældet Administrative forhold

Da burgunderne fik magten i Nederlandene, lod de alle de gamle styremåder vedblive, men de stræbte med deres romerrets-dannede jurister sindig og sejt at skabe et fællesstyre, der kunne kvæle de provinsielle særrettigheder og grundlægge et centraliseret enevælde. Fyrsten, der fra 1430 havde sæde i Bruxelles, blev fra Maximilians og Karl 5.s tid, da disse som kejser og konge i Spanien tit var borte, repræsenteret af statholderen. De havde ved deres side et råd af hoje herrer og embedsmænd. Fra rådet udskiltes i 1454 en domstol, der fra 1464 fik sæde i Mecheln og fra 1473 kaldtes parlamentet i Mecheln. Den skulle være appelret for de vestlige burgundiske lande; Karl den Dumdristige satte den op mod pariserparlamentet, der krævede jurisdiktion over Flandern og Artois. Nederlænderne hadede denne nye domstol, der brod de gamle retters selvstændighed, og efter Karls fald blev den ophævet. Den genindfortes i 1504, og Karl 5. stræbte i ovrigt at få den godkendt for alle Nederlandene, men kun Flandern, Artois, Namur, Luxembourg, Holland og Zeeland underkastede sig den i visse appelsager. Finansvæsenet lagdes under regnskabskamre efter fransk forbillede. Der var oprindeligt 3, senere 2, Karl den Dumdristige samlede dem til 1 i Mecheln, også til stor harme for folket. I 1477 oprettedes der da 3 igen, og forst i 1517 lykkedes det at indfore et fælles finansråd for alle Nederlandene.

                                     

2.2. Burgundervældet Okonomiske forhold

Pengevæsenet var altid burgundernes omme punkt. Den stående hær, de indforte, deres overdådighed, de mange krige nodte dem til stadig at ty til stænderne om nye bevillinger. Det blev fra 1465 mere og mere skik at indkalde almindelige stænderforsamlinger "Generalstaten". Disse, der blev det vigtigste led mellem folk og fyrste, fik især meget at sige under roret efter 1477. Tit var de da landets virkelige hersker. Filip den Smukke yndede dem ikke, men de modte dog 10 gange i hans Tid; Karl 5. indkaldte dem over 50 gange. Kun ved særlig hojtidelige lejligheder modte der sendemænd fra alle 17 provinser; når de kun skulle bevilge penge, kom der ingen fra Luxembourg og Friesland, Groningen og Geldern: de holdt på deres selvstændighed. Pengene bevilgedes forst efter forhandling mellem sendemændene og provinsstænderne, og regeringen måtte gerne afhjælpe klagemål, for den fik belobet. Dette fordeltes på provinserne i et 1462 fastsat forhold: Brabant og Flandern ydede hver 1/3 af summen, Holland 1/12, Utrecht 1/10. Generalstaterne indkaldtes kun efter fyrstens bud. Ligeså provinsstænderne. Nogle krævede ret til at træde sammen og kivedes derom med regeringen, som i det hele sogte at plukke stændernes gamle rettigheder bort. Provinsstændernes repræsentationsforhold var broget uensartede: i Holland, Geldern, Overijsel og Drente modte præstestanden ikke, fra Zeeland var der kun 1 repræsentant for præsterne og 1 fyrsten selv for adelen. Provinserne styredes af guvernorer, 11 i alt; under dem stod de gamle råd, der mere og mere blev domstole, som det mægtige Hof van Brabant. Længere nede kom embedsmændene og bystyrelserne. Regeringen holdt provinsmyndighederne stramt og sendte tit kommissærer til at ordne forholdene.

I det 15. århundrede tog provinsstaterne og byerne sig særlige juridiske rådgivere: landsadvokaten, som ledede provinsstændermoderne, og pensionæren, der blev det faste led i bystyrelsen og tit dens virkelige hoved. Det kraftige burgundiske styre gavnede Nederlandene; der blev fred og orden i riget, og det steg hojt i velstand og udvikling. Antwerpen blev verdens forende handelsby; i de sydlige egne trivedes industrien, i Holland sildefiskeriet og sofarten. Landbruget blev et monster for andre folk, således lod Christian 2. dem indfore til Amager. Provinserne voksede efterhånden også mere sammen og begyndte at fole sig som en enhed. Men selvstændighedstrangen og særfolelsen var endnu overmåde stærke, og regeringens enhedsstræben satte ondt blod. I Karl 5.s tid gik det godt. Han sogte som sine forfædre stadig at oge centralmagten, blandt andet ved sine mange love; han agtede ikke landenes privilegier, når de kom ham på tværs - han lod sig af paven lose fra sin ed på La joyeuse Entrée - og han kunne slå hårdt til, som da han 1540 kuede en opstand i Gent. Men han var nederlænder selv, i samfolelse med sit folk, og smidig nok til at give efter på rette tid og sted. Men der ulmede megen uvilje mod regeringen hos adel som hos borgere. Og den ogedes ved det kirkelige rore, Reformationen vakte.

                                     

2.3. Burgundervældet Reformationen i Nederlandene

Der havde længe lydt råb om en bedring af kirkeforholdene. De fra Gerrit de Groote udgående Broeders des gemeenen levens fra 1381 og Windesheim-kanniker fra 1387 virkede en tid lang på at lutre præstestanden. Teologer som Wessel Gansfoort 1419 - 1489 og humanister som Rud. Agricola og Erasmus af Rotterdam kritiserede indtrængende kirkens misbrug. Erasmus’ ånd gennemsyrede overklassen lige op til regeringskredsene. Men hans mådehold var ikke for det menige folk. Det blev sat i flamme ved Luther’s optræden. Fra Antwerpen og Dordrecht lob reformationen over Nederlandene. Regeringen så straks ganske velvillig til, men roret blev stærkt, og Karl 5. ville slå kætteriet ned i sit land. Fra 1519 begyndte forfolgelsen, forst lempelig, men allerede 1523 brændtes H. Voes og Johs. Esch i Bruxelles, og fra 1525 blev forfolgelsen hård. I 1530 var de fleste forere dræbte eller flygtede, men de gav plads for voldsommere folk, og roret blev vildere. Det var gendoberne, der nu bredte sig, med tilhold i Münster. De blev også slåede ned i 1535, og mere mådeholdne lærere som Menno Simonszoon fik da lyd. Men forfolgelsen standsede ikke, og skarer af folk blev henrettede eller fængslede eller piskede under Karl 5.s strenge love Blodplakaten af 1550. Alligevel blev disse kun delvis gennemforte, de modte overalt sej modstand hos de stedlige myndigheder, hvis selvstændighedshu æggedes mod regeringens kætterdommere. Og forfolgelsen gav reformationsånden vækst. Den oprindelige, af Luther og Zwingli påvirkede bevægelse gled mere og mere over til erasmianisme, anabaptismen veg for mennonismen, men stærkere end disse blev kalvinismen, der fra århundredets midte trængte ind i syden fra Frankrig, i norden fra England, og især bredte sig i folkets lavere lag.

                                     

2.4. Burgundervældet Kampen mod Spanien

Filip 2. 1555 - 1598 ville som faderen oge centralmagten og håndhæve katolicismen, men spansk som han var, stiv og despotisk, kom han snart på kant med Nederlænderne. Da han rejste bort 1559, blev hans soster Margrete af Parma, statholderske, men ærkebisp Granvela styrede landet enevældig i spansk ånd. Stormændene i statsrådet som Vilhelm af Oranje, Egmont og Hoorn skubbede han helt til side. Til deres personlige nag her over kom misnoje med regeringens politik: den gjorde Nederlandene til et spansk tilbehor, og dens kætterforfolgelser skadede handelen, især på England, og forbitrede folket. Stormændene klagede til Filip over Granvela og dannede i 1562 en liga mod ham, også statholdersken ville af med ham, og i 1564 lod Filip ham falde.

Stormændene, der nu fik del i styret, onskede en national politik med religios tolerance og en regering, der holdt de gamle privilegier og lededes af den indfodte adel. De bad kongen udvide statsrådets magt, sammenkalde Generalstaterne og mildne kætterlovene. Filip ville ingen af lelene. I oktober 1565 skrev han, at kætterplakaterne skulle gennemfores strengt. Brevet vakte en voldsom gæring. Det hed sig, den spanske inkvisition skulle indfores. I november 1565 sluttede den lavere adel et hojtideligt forbund Compromis om at hindre dette. De var til sinds at bruge magt og sogte udenlandsk hjælp, men efter Oranje’s råd nojedes de med den 5. april 1566 i et stort optog at bringe statholdersken et bonskrift om mildning af plakaterne. Ces gueux de tiggere kaldte en af Margrete’s rådgivere ved den lejlighed de forgældede adelsmænd, og de forbundne tog da navnet "geusere" til mærke. Margrete lovede at bede kongen om moderation af kætterlovene, Granvela rådede også dertil, og i juli 1566 gik Filip ind på at mildne plakaterne. Men da hans brev den 12. august nåede Nederlandene, var forholdene ændrede. Stormændene var mådeholdne katolikker, de fleste medlemmer af kompromiset ligeså. Det var mest den nationale sag, der lå dem på hjerte. Men deres optræden vakte stærkt rore blandt kalvinisterne, udsigten til en standsning i forfolgelsen og rygter om fransk eller tysk hjælp fik dem i den yderste spænding. I Margrete’s svar om moderation så de en tilladelse til, at nu kunne de gore, hvad de ville. De holdt åbent og væbnet prædekenmoder, organiserede sig og samlede penge. Kompromiset rådede præsterne til varsomhed, men de kunne ikke mere tæmme den kalvinistiske mængde. I juli 1566 kom det til et voldsomt udbrud. Der var nod i landet efter 2 strenge vintre, den, sammen med de hidsende prækener og pobelens plyndrelyst, fremkaldte en vild billedstorm, der begyndte i landsbyerne om Ijperen og derfra lob over hele Flandern, til Zeeland og Holland og videre nord på. Kirkernes kostbarheder blev rovede, deres kunstskatte odelagte, præsterne mishandlede. Kun i nogle byer gennede de væbnede borgere oprorerne bort. Stormændene ville eller kunne ikke tojle dem. Margrete sogte hjælp hos kompromiset og tillod kalvinistisk prædiken der, hvor den faktisk fandt sted. Da det blev kundgjort, standsede billedstormen. Men den havde gjort Filip dybt forbitret. Oranje forudså, hvad der ville komme, han og Hoorn var stemte for at mode det med våben, men Egmont veg tilbage derfor, og uden ham mente de ikke, det gik. Med den folkelige kalvinistiske bevægelse ville stormændene ikke indlade sig. Kompromiset var blevet oplost, da Margrete gav efter, og et forsog på at genoplive det glippede. Kun kalvinisterne var rede til at handle, de hvervede tropper. Geusernavnet gik nu over på dem. Men regeringen var nu stærk og havde frie hænder. Den fik penge fra Filip og samlede en hær. Geusersoldaterne og billedstormerflokkene blev slåede, det kalvinistiske Valenciennes taget og hårdt tugtet: i våren 1567 var al opstand kuet. Tusinder flygtede udenlands, også mange adelige; andre underkastede sig. Egmont var gået over til regeringen. Oranje forlod landet, han mente, alt var tabt. En lov af 24. maj 1567 truede kætterne med galge, hjul og pisk. Men det var ikke Filip nok. Nu skulle Nederlandenes selvstændighed og særrettigheder bort og kætteriet ryddes ud. Det hverv overdroges hertugen af Alba. I august 1567 drog han fra Italien ind i Bruxelles med 10.000 spanske soldater.

Landet var roligt: kun nogle bonder, der gemte sig i skove og sumpe, boschgeuserne, plyndrede hist og her. Men nu skulle billedstormen og adelens opposition gengældes. Alba, der blev statholder i Margrete’s sted, skabte sig et værktoj dertil i en domstol, Conseil des Troubles, der lededes af spanierne Vargas og del Rio. Man kaldte den "blodrådet", og den fortjente sit navn. Folk domtes skarevis til doden, og deres ejendom inddroges. Gammel ret og skik trådtes under fode. Rædselen var stor, og atter flygtede mange. Så greb Vilhelm af Oranje til våben. I sommeren 1568 faldt hans tropper fra flere sider ind i landet, men de blev dels slåede, dels undveg Alba kamp med hovedstyrken, til Oranje’s penge slap op, og han måtte fortrække. Kun få nederlændere sluttede sig til ham, de var lammede af skræk, især over Egmont og Hoorn’s henrettelse den 5. juni 1568. I Spanien var man nu stemt for at holde inde med myrderiet, men forst i juli 1570 kundgjorde Alba kongens bud om pardon, og imens arbejdede "blodrådet".

Alba virkede tillige på at gennemfore enevældet og enhed i styrelsen. Navnlig ville han have fast orden i pengevæsenet. I stedet for generalstatsbevillingerne skulle der indfores faste skatter, der i blandt en afgift på 10 % ved salg af rorligt gods svarende til den spanske alcavala-skat. Denne "10. penning", der ville have odelagt handelen, vakte den stærkeste modvilje. Generalstaterne kobte sig forelobig fri for den ved en stor sum penge, men i juli 1571 kundgjorde Alba, at nu skulle skatten betales, og Filip godkendte beslutningen i februar det folgende år. Oranje mente nu, at tiden var moden til et nyt forsog. I sommeren 1572 rykkede han atter ind i Brabant. Han havde aftalt med Frankrig, hvor Hugenotterne da var ovenpå, at en fransk hær syd fra skulle samvirke med ham. Men i stedet for hjælp fik han budskab om Bartholomæusnatten. Det var et kolleslag. Alba undveg atter kamp, og Vilhelm måtte trække sig bort og oplose sin hær. Men nu lysnede det fra en anden kant. Mange landflygtige var tyede til havs og forte en vild og blodig soroverfejde mod de spanske. Disse vandgeuser satte sig 1. april 1572 fast i Den Briel. Det gav stodet til en almindelig opstand i Holland, hvor harmen over "10. penningen" hedede sindene, så der kun krævedes en gnist til at tænde branden. Også i Zeeland, Utrecht, Geldern, Overijsel og Friesland rejste man sig mod Spanien. Oranje havde sendt folk til hjælp, og efter sit mislykkede tog syd på kom han til Holland og blev sjælen i opstanden. En stænderforsamling i Dordrecht valgte ham til statholder. Men en stor spansk hær rykkede nu frem mod de oprorske egne. Zutphen og Naarden blev tagne og indbyggerne så godt som udryddede. Den 12. juli 1573 måtte Haarlem overgive sig efter et halvt års kækt forsvar. Besætningen blev dræbt, 300 af dem druknedes. Men "fra Alkmaar begyndte sejren": Spanierne lagde sig for byen, men måtte fortrække, da Oranje ville lade digerne gennembryde. Lige så ringe held havde de for Leyden. De indesluttede den i oktober 1573. Ludvig af Nassau, Oranje’s broder, der ville undsætte den, blev slået på Mook Hede og faldt, og belejringen fortsattes til den 3. oktober 1574. Da drev en storm nordsovandene ind gennem de åbnede sluser og diger, og en Geuserflåde undsatte den frygtelig udsultede by.

Alba var da kaldt tilbage i december 1573. Hans hårdhed havde kun båret bitre frugter. De sydlige provinser var hærgede og dybt sunkne, de nordlige i fuldt opror. Hans efterfolger, Requesens, skulle nu prove at vinde med lempe. Han kunne heller ikke fore krigen med kraft. Hæren havde lidt store tab i Holland, 12.000 mand for Haarlem. Soldaterne fik ikke deres penge. Hæren, der drog fra Leyden, gjorde mytteri og rommede Holland. Flere steder syd på var der soldateropror og plyndringer. Requesens indledede da underhandlinger med nederlænderne i syd og nord. Storborgerne der var ikke uvillige til at gå på forlig, de havde aldrig været meget for krigen. Det var de kalvinistiske småfolk, opstanden byggede på, og Oranje havde nu lært at skonne på dem. Forhandlingerne strandede på de katolske krav, og krigen fortsattes med nogen fremgang for spanierne, da Requesens pludselig dode i marts 1576. I syden tog Generalstaterne nu styret og samlede tropper mod de spanske soldater, der plyndrede landet og den 4. november 1576 overrumplede Antwerpen, hvor de rovede og myrdede for fode "den spanske furie". Generalstaterne forhandlede med Oranje, og den 8. november 1576 sluttedes der i Gent en "pacifikation" mellem de sydlige og nordlige provinser, senere stadfæstet ved unionen i Bruxelles den 9. januar 1577.

Men opstanden havde draget skel mellem syden og norden. Stormændene i syden led ikke den magt, Oranje vandt dernede, stottet på småborgerne og kalvinisterne. Nord på ville man ikke mere være under den spanske konge, i syden hyldede Generalstaterne trods Oranje’s agitation den ny statholder, Don Juan af Ostrig. Og det vigtigste: syden var væsentlig katolsk, mens kalvinisterne herskede i norden: de indsatte kalvinistiske regenter i byerne, og katolikkerne forfulgtes undertiden grusomt, især af vandgeuserne Gorkum-mordet. Don Juan måtte gå ind på "pacifikationen" og underskrive det "evige Edikt" den 12. februar 1577, hvorved han lovede at holde privilegierne og sende de fremmede tropper bort. Han brod det snart efter, overrumplede Namur og begyndte krigen igen, men fik ikke den spanske magt bragt på fode. Anderledes da han dode i 1578 og aflostes af Alexander Farnese. I de sydligste provinser, hvor kalvinismen nu var udryddet, rejste de katolske adelige en kamp mod de billedstormende kalvinister i Gent og mod Oranje. Ved forhandlingerne i Atrecht i januar 1579 vandt Farnese disse malkontente for Filip. Samtidig fik Oranje de nordlige provinser til at slutte sig sammen ved Unionen i Utrecht den 23. januar 1579, da han mærkede, at de sydlige ikke var til at stole på. Med Atrecht- og Utrecht-forbundene skiltes Nederlandene. Den nordlige Union sagde sig juli 1581 åbent los fra Filip. Brabant og Flandern fulgte endnu Oranje, men Farnese trængte længere og længere frem i dem. Også andensteds var han heldig. Den 29. juni 1579 stormede han Maastricht, hvor 4.000 blev dræbte. Groningen, Drente og noget af Overijsel faldt i spaniernes vold ved statholderen, grev Rennenberg’s forræderi i 1580, og flere byer blev tagne. Unionen var derhos ikke meget enig, der var tvist mellem staterne, mellem officererne og uro i hæren. Folk var efterhånden ved at tabe modet. Og så blev Oranje myrdet den 10. juli 1584, og det folgende år tog Farnese Antwerpen og dermed Flandern og Brabant.

Oranje havde altid ment, at Nederlandene måtte have hjælp udefra for at stå sig mod Spanien, han havde sogt den hos tyske fyrster, hos England og Frankrig og budt suveræniteten over Nederlandene til lon. Flere prinser, som ærkehertug Mathias af Ostrig og hertugen af Anjou provede at vinde sig et nederlandsk rige, men de bragte ringe hjælp og gjorde forstyrrelse og skade. Efter Oranje’s dod greb Elisabeth af England ind. Hun havde hidtil holdt sig forsigtig tilbage, kun givet staterne nogle penge og folk. Nu sendte hun jarlen af Leicester over med flere tropper. Han udrettede dog kun lidt imod spanierne, men drev en farlig politik i unionen. Det var stadig storborgerne, der rådede i byerne og stænderne, navnlig i Holland, de havde fæstnet deres indflydelse, mens Oranje var syd på i pacifikationstiden, og end mere efter hans dod. De var mådeholdne kalvinister, tit nærmest erasmianere. Leicester sluttede sig til de ivrige kalvinistiske præster og småborgerne, der havde fået magten i Utrecht. Han opbragte kobmændene i Holland ved at forbyde deres handel med fjenden. De kunne ikke undvære indtægten deraf. Leicester ponsede til sidst på at styrte regenterne ved et statskup, men det glippede, og i 1587 vendte han hjem til England.

                                     

2.5. Burgundervældet Kampen for selvstændighed

Nederlænderne blev nu mere til sinds at stå på deres egne ben. I den hollandske landsadvokat Oldenbarnevelt fik de en klog og kraftig leder og i Vilhelm’s son Maurits af Oranje en stor hærforer. Hæren blev gjort mindre og mere rorlig, fik bedre mandstugt og blev ordentlig betalt. Maurits og hans frænde, Vilhelm Ludvig af Nassau, der var statholder i Friesland, Groningen og Drenthe, mens Maurits blev statholder i de andre provinser, gik angrebsvis til værks. Maurits, der var ypperlig i belejringskunsten, tog dem ene by efter den anden, og i 1594 var spanierne drevne bort fra unionens lande. Krigen fortsattes på grænsen mellem de sydlige og nordlige provinser, og Maurits vandt et par stolte sejre i Turnhout i 1597 og Nieuwpoort i 1600, men spanierne viste storre kraft, da de 1598 fik fred med Frankrig, og Spinola blev deres hærforer. Han tog Ostende efter en mægtig belejring 1601 - 1604. Begge parter trættedes imidlertid af krigen, og i 1609 sluttede de en 12-årig våbenhvile i Antwerpen. Spanierne kunne ikke mere, under hele opstanden havde de lidt under pengemangel, det var væsentlig den, de nordlige provinser skyldte deres uafhængighed, atter og atter havde den lammet de dygtige spanske hærforere. Holland derimod, som siden 1574 havde været fri for fjenden, var gået voldsomt frem i handel og industri. Syd fra sogte mange kobmænd og håndværkere derop. Amsterdam afloste Antwerpen som verdens vigtigste handelsstad. Selve krigen bragte penge til landet, men den kostede også dyrt. Holland, der væsentlig måtte betale den, havde en gæld på 26 mio. nederlandske gylden. Staterne dér og i de fleste andre provinser længtes da efter fred, og mod Maurits’ og Zeeland’s onske fik Barnevelt en våbenhvile sluttet.

                                     

2.6. Burgundervældet De syv forenede provinser

Det ny rige, Republiken af de Syv Forenede Nederlande: Holland, Zeeland, Utrecht, Gelderland, Overijssel, Groningen og Friesland hvortil kom de erobrede landsdele i Brabant og Flandern havde ikke fået nogen centralmagt ved Unionen i Utrecht, som var et rent krigsforbund. Generalstaterne var kun fuldmægtige for provinsstaterne. De by- og adelskollegier, som valgte disse, var de egentlige suveræner. Styremåden var uens i de enkelte provinser, og deres særfolelse stadig stærk. Holland som den storste og rigeste provins kom dog gerne til at lede de andre. Også statholderne ovede en samlende myndighed. Men der var fro nok til tvist mellem de hollandske patriciere, forte af landsadvokaten, og Oranje-statholderen med adelen, hæren, småborgerne og flere provinser bag sig. Sammenstodet kom hurtig. En teologisk strid om prædestinationslæren mellem de ortodokse kalvinister gomarister, kontraremonstranter og de mildere libertinere og arminianere remonstranterne gav anledningen. De gomaristiske præster ville skaffe sig politisk magt. Barnevelt og de hollandske patriciere holdt derfor med arminianerne, og da de ortodokse vakte et voldsomt folkerore, ville han tvinge dem til ro. Maurits, der ved fredsforhandlingerne var bleven Barnevelt gram, nægtede ham soldater dertil, og da Barnevelt i 1616 fik de hollandske stater til at hverve politisoldater, slog Maurits sig på det ortodokse parti. Generalstaterne gav ham fuldmagt til at tvinge Holland og Utrecht, der fulgte Barnevelt. I august 1618 havde han brudt al modstand. Barnevelt blev henrettet i 1619, flere af hans tilhængere som Hugo de Groot fængsledes. En synode i Dordrecht 1618 - 19 fastslog den strenge ortodoksis herredomme. Arminianske præster blev afsatte og måtte flygte. Regenterne i byerne ombyttedes med Maurits’ venner. Men nogen væsentlig ændring i styrelsen skete ikke, og præsterne fik ingen politisk magt. Maurits rådede nu næsten enevældig.

Krigen med Spanien brod ud igen 1621, men Maurits forte den ikke synderlig heldig. Han dode 1625, kort for Spanierne tog den vigtige fæstning Breda. Hans broder Frederik Henrik, der blev statholder efter ham, var en smidig statsmand og en fortrinlig hærforer. Han skaltede remonstranterne bedre kår og vandt ry ved indtagelsen af flere byer: Grol i 1627, Maastricht i 1632, Breda i 1637. Også til sos vandt hollænderne Slaak 1631, især efter at Martin Tramp havde fået flåden i god orden. I Slaget ved Downs odelagde han en stor spansk flåde i 1639. Men de spanske kapere fra Dunkerque skadede den hollandske handel meget. Da Frankrig greb ind i 30-årskrigen, sluttede det forbund med unionen, og franske og nederlandske hære kæmpede sammen mod spanierne, dog en tid uden synderligt held. Frederik Henrik styrede landet som konge på navnet nær, holdt sine venner i embederne og de hollandske patriciere nede. Men efterhånden blev der en stærk opposition mod ham, man frygtede for et monarkisk styre, der drev familiepolitik, vanskottede handelen og krænkede privilegierne. Efter flerårige forhandlinger fik hollænderne sluttet fred med Spanien i Münster i 1648, året efter Frederik Henrik’s dod. Ved freden anerkendtes unionens uafhængighed; den beholdt Generalstatslandene i Flandern, Brabant og Limburg og de mange kolonier, den havde taget fra Spanien og Portugal i Ostindien, hvorhen hollænderne var begyndte at fare, da Spanien 1598 havde lukket sine havne for dem. Det bestemtes derhos, at Schelde skulle lukkes for fremmede skibe: Antwerpen skulle ikke kunne hæve sig på ny og blive Amsterdams medbejler.

Freden blev sluttet tvært mod forbundet med Frankrig. Nederlændere begyndte nu at frygte denne magt mere end Spanien. Den ny statholder, Vilhelm 2., Frederik Henrik’s son, var misfornojet med freden og havde ærgerrige planer om at oge sin magt. En strid mellem Holland og Generalstaterne om afskedigelse af nogle soldater bod ham en lejlighed, til at prove et statskup, men det glippede, da hans forsog på at overrumple Amsterdam strandede. Snart efter dode han, i 1650. Regentpartiet tog derpå helt magten fra Oranje-partiet. En unionsforsamling i Haag 1651 Groote Vergadering gav Holland overvægt i riget. Statholderens myndighed indskrænkedes, der skulle forelobig ingen statholder vælges. Jan de Witt, Hollands rådspensionær, blev unionens virkelige styrer i 1653.

                                     

2.7. Burgundervældet Republikkens Stortid og Forfald

Unionen stod da på hojdepunktet af sin magt. Den handlede på alle have. Nederlandske Ostindiske Kompagni, grundlagt 1602, havde skabt sig et stort kolonirige ved Jan Coen og Anton van Diemen. Det vestindiske kompagni vandt store skatte under krigen, ved at plyndre spanierne og portugiserne og anlagde en koloni i Nordamerika. Handelen på Ostersoen, Nordsoen og Middelhavet blomstrede, ligeså fiskeri, landbrug, alskens industri, kunst og litteratur. Og unionens indflydelse var stor i Europa. Men landets stormagtsstilling blev nu truet, da England blev et mægtigt sorige og Frankrig sogte at skabe sig en stor handel. Da Holland ikke ville udvise de fordrevne Stuart’er, udstedte den engelske republik i 1651 Navigationsakten og begyndte året efter en sokrig, der trods Tromp’s tapperhed endte med nederlag for unionen. Dem måtte kobe sig fred i 1654, og Holland måtte udelukke Oranje-slægten mere præcist: Vilhelm 2.s son Vilhelm, Karl 2.s sosterson fra alle embeder i provinsen Eksklusionsakten. Efter freden fik de Witt atter unionen bragt på fode. I en ny handelskrig med England 1664 - 1667 viste hollænderne under Ruyter sig fjenden jævnbyrdig. Ved Freden i Breda afstod unionen den nordamerikanske nybygd New York, men fik Surinam. Men snart efter trådte Frankrig frem som unionens fjende. De franske bar nag til den siden Münster-freden, der var handelstvist mellem rigerne, og Ludvig 14. blev forbitret, da de Witt ved at stifte Trippelalliancen 1668 satte en bom for hans planer mod de spanske Nederlande. Ludvig besluttede at overfalde unionen, han rustede sig stærkt, sprængte Trippelalliancen og fik England på sin side og dulgte sine planer til det sidste ojeblik. I april 1672 erklærede han krigen og drog mod unionen med en hær på 100.000 mand. Nederlændernes hær var i dårlig stand - regentpartiet, kobmændene, sorgede altid mest for flåden, Oranje-partiet mest for hæren - og den ene by faldt efter den anden. Riget syntes dodsdomt. Folket grebes af rædsel og sogte en frelser i den unge Oranje-fyrste. Regentpartiet havde i mindet om Barnevelt’s skæbne og Vilhelm 2.s statskup altid holdt ham nede - et "evigt edikt" af 1667 havde afskaffet statholderværdigheden i Holland - og folket vendte sig nu i harme mod patricierne. De Witt og hans broder blev myrdede i Haag den 20. august 1672. Forinden var rædslen veget for fortvivlelsens mod. Holland blev sat under vand, og Ludvig 14., der havde spildt tiden med at indtage byerne, standsedes af oversvommelsen. Til sos fik Ruyter sejr over den fransk-engelsk flåde i Solbay, og et senere landgangsforsog i Holland glippede. Tyskland kom også unionen til hjælp, så Ludvig måtte trække en hel del af sine tropper bort. I lobet af vinteren lykkedes det statholderen at få en stor hær samlet og ovet. Vilhelm 3. var gerne uheldig i slagene, men han forstod at gore sejren gold for franskmændene, og han var en ypperlig diplomat, så han blev sjælen i de forbund, der stiftedes mod Ludvig 14. Det lykkedes ham at få fjenden ud af landet, så krigen fortes i de sydlige Nederlande. England sluttede fred i Westminster i 1674 og Frankrig i Nijmegen i 1678 uden tab for unionen.

Da Vilhelm i 1688 forjog Jakob 2. fra England og blev konge der, kom det til en ny krig med Frankrig; Vilhelm led flere svære nederlag, ved Steenkerken i 1692 og, Neerwinden i 1693, men 1695 tog han Namur, og Freden i Rijswijk i 1697 var ikke ugunstig for Nederlandene. Året for Vilhelm’s dod i 1702 kastedes landet ind i Den spanske Arvefolgekrig 1701 - 1713, der sluttedes ved Freden i Utrecht. Den bragte ikke Nederlandene store fordele, men en Barrière-traktat af 1715 gav dem ret til at besætte en række fæstninger på grænsen mellem Belgien og Frankrig. Vilhelm 3. havde hersket enevældig i Nederlandene, han havde fået ret til at besætte en del pladser i bystyrelserne, så de fulgte hans vilje, og rådspensionærerne Fagel og Heinsius stottede ham. Vilhelm’s politik var mere europæisk end nederlandsk; Krigene havde nodt unionen til en kraftudvikling, der var over evne. Forbindelsen med England bragte ingen fordel, tværtimod trængtes hollænderne i handelen mere og mere til side af englænderne. Dog holdt de endnu deres magt i Indien, og i 1652 grundlagde de en koloni ved Kap det gode Håb.

Vilhelm’s krigspolitik og enevælde havde gjort folk kede af fyrstestyret, da han dode barnlos, valgtes der ingen statholder fra 1702 - 1747. Regenterne, der afsattes 1672, sogte nu at fortrænge deres efterfolgere, men disse holdt magten efter nogen uro og kamp. De patriciske familier, der sad i Vroedschapperne, styrede i en årrække riget gennem staterne og rådspensionærerne A. Heinsius 1689 - 1720, Slingelandt 1727 - 36. Det blev et selvisk oligarkregimente; enhver stræbte mest af skaffe sig og sin slægt mange og fede embeder. Landet afmattedes og forfaldt. Handelen tog stærkt af, og foretagsomheden svandt. De hojere stænder var kapitalister, der levede af deres renter eller spekulerede med deres penge, tit dumdristig og med store tab. De lavere stænder var meget fattige og tyngede af hårde skatter. Udadtil sogte regenterne at holde sig klare af krige. Som garanter for den pragmatiske sanktion måtte de dog gå med i Den ostrigske arvefolgekrig 1740 - 1748. Den gik ilde. Barrièrebyerne blev tagne, franskmændene slog nederlænderne ved Fontenai og trængte ind over grænsen. Som vanligt i noden vendte man sig atter til Oranje-familien. I Friesland havde efterkommerne af en af Vilhelm den Tavses brodre været statholder i republikkens hele tid. Den daværende statholder blev nu som Vilhelm 4. statholder for hele unionen i 1747, værdigheden blev gjort arvelig i hans og hans datters mandlige linjer. Hadet til regentfamilierne var så stort, at man onskede en kraftig og varig fyrstemagt. Blandt de lavere borgere, der hidtil som regel ikke havde brudt sig om del i statsstyrelsen, begyndte i ovrigt folkesuverænitetskravet nu at komme frem doelisterne. Vilhelm 4. fik sluttet fred i Aachen 1748; barrièrebyerne gaves tilbage til unionen. Regentordningen blev ved at bestå, men de værste misbrug afskaffedes. Skatteforpagtningen, der var særdeles forhadt forpagteroproret i Amsterdam 1748, blev ophævet; postvæsenet reformeredes.

Vilhelm 4.s son og efterfolger Vilhelm 5. 1751 - 1795 var umyndig til 1766 og blev egentlig aldrig selvstyrende. Forst havde hans moder magten, siden Ernst af Braunschweig-Wolfenbüttel, endelig Vilhelm’s hustru, Vilhelmine af Preussen. Riget indvikledes i sokrigen mellem England og Frankrig under Syvårskrigen til Freden i Paris 1763, og siden kom det i tvist med England under den amerikanske frihedskrig, dels over englændernes blokade og kontrabandeftersyn, dels over hollændernes smuglerier og forhandlinger med amerikanerne. Da unionen ville tiltræde det nordiske neutralitetsforbund, erklærede England krig 1780 - 84. Nederlændernes orlogsmagt var helt forfalden, og krigen bragte store tab. Ved Freden i Paris 1784 fik englænderne handelsfrihed på de hollandske kolonier med mere. Under krigen yppede Josef 2. som fyrste i Belgien kiv med unionen. I 1781 forlangte han barrièrebyerne tilbage. Dem fik han. I 1783 krævede han Schelde åbnet for Antwerpen med flere. Ved fransk mægling afværgedes den truende krig Freden i Fontainebleau 1785. Schelde blev lukket, men Ostrig fik et par byer og nogle penge. Skylden for disse uheld kastedes på Vilhelm; Oranje-partiets anseelse dalede, og der rejstes en skarp partikamp mellem prinsvenlige og patrioter. De forste var adelen, præsterne, bonderne og byalmuen, de sidste regentfamilierne og de demokratiske borgere, der nu, påvirkede af de engelske og franske oplysningsskribenter, fik stor indflydelse. Utrecht var deres hovedsæde. Det kom i 1785 og 1786 til flere voldsomme udbrud, og 1786 afsatte patrioterne i de hollandske stater Vilhelm som overgeneral. Det trak op til borgerkrig, udenlandske magter pustede til, hollænderne rustede sig; men da de 1787 nægtede prinsesse Vilhelmine adgang til provinsen, krævede hendes broder Frederik Vilhelm 2. af Preussen satisfaktion og lod en hær rykke ind, der hurtig slog patrioterne ned og gengav statholderen magten. England og Preussen garanterede 1788 statholderskabets beståen. Mange patrioter flygtede, men de blev ved at have talrige venner, især blandt de dannede, og agiterede skjult gennem "læseselskaberne". Vilhelm 5. nod ikke sejren længe. Den franske Revolution brod ud, og den ny republik påforte også Nederlandene krig. Franskmændenes nederlag ved Neerwinden drev en stund krigsfaren tilbage, men efter Slaget ved Fleurus i 1794 drog Pichegru over de frosne floder ind i unionen, vejledet af et regiment patrioter, Bataverlegionen, der fortes af advokaten Daendels. Landet blev hurtig indtaget, patrioterne greb styret og hilste franskmændene som befriere. Statholderen flygtede til England i 1795.

Der var oftere gjort forsog på at reformere Utrechtunionen således af Slingelandt og af van de Spiegel, rådspensionær 1785 - 95, men forgæves. Nu faldt den gamle forbundsstat. Ved aftalen i Haag 1795 omdannedes riget til den "Bataviske Republik" i forbund med Frankrig. En Nationalforsamling indkaldtes 1796 til at udarbejde en ny forfatning. I forsamlingen stod foderalisterne, som holdt på provinsiel Selvstændighed, mod unitarierne, som onskede fuldt enhedsstyre. Unitarierne satte deres vilje igennem, men forst efter at Daendels havde fængslet en del af modpartiet den 22. januar 1798. Grundloven af 1798 gav den udovende magt til 5 direktorer, men væsentlig samledes al magten hos repræsentantforsamlingen. Den valgtes ved almindelig stemmeret og indirekte valg. Repræsentanterne valgte 30 af deres midte til det 2. kammer, resten var det 1. kammer, som behandlede lovene forst. 1/3 af repræsentanterne afgik hvert år. Provinsernes særrettigheder faldt bort, Landet deltes i 8 ny departementer; hverken disse eller kommunerne havde noget at sige. Domstolene omordnedes. Allerede 1801 blev en ny grundlov ved kneb sat igennem. Repræsentanternes magt blev stærkt indskrænket nu kun 1 hus på 35 medlemmer. Hovedmagten fik en statsstyrelse på 12 mand. Departementerne og kommunerne fik mere selvstyre, de gamle provinsnavne toges op igen. I 1805 forandredes grundloven atter. Magten koncentreredes endnu mere. Republikken styredes af en rådspensionær Schimmelpenninck med et statsråd på 5 - 9 medlemmer og 5 statssekretærer. Den lovgivende forsamling skrumpede ind til 19 medlemmer, som ikke kunne foreslå love. Næste år lod Napoleon pensionæren aflose af sin broder Ludvig som konge af Holland 1806 - 10. Han fik en magteslos lovgivende forsamling på 39 medlemmer og et rådgivende statsråd på 13 personer. Ludvig stræbte at hjælpe landet op og ville fore en national politik, men blev derover uenig med Napoleon og nedlagde kronen. 9. juli 1810 indlemmede kejseren derpå Nederlandene i Frankrig. Han lod det styre af en statholder Lebrun, delte det i ny departementer, indforte fransk lov, værnepligt, og sogte at tvinge fransk sprog igennem. Administrationen blev fuldstændig centraliseret.

Glæden ved franskmændene var længst forsvundet. De havde afnodt landet vældige pengesummer, ladet det underholde den ene franske hær efter den anden, nodt det til at kæmpe mod englænderne, som odelagde al handelen, tog næsten alle kolonierne og gjorde odelæggende indfald i riget. Statsgælden steg frygtelig hojt. Da Napoleon indlemmede landet, hjalp han derpaa ved uden videre at nedsætte renten af statsgælden til 1/3. Mange mennesker blev ruinerede derved. Kontinentalspærringen foltes også hårdt, trods flittigt smugleri. Tusinder unge mænd fortes bort, tit med Magt, for at fylde Napoleon’s hære. Undertrykkelsen og sprogtvangen ildnede nationalfolelsen. En hemmelig sammensværgelse mod de franske stiftedes af Kemper, Falck og Hogendorp, v. d. Duyn med flere. Da Napoleon efter Slaget ved Leipzig måtte trække sine fleste tropper til Frankrig, rejste Amsterdam sig den 15. november 1813. andre byer fulgte hurtig efter. Vilhelm 5. var dod i 1806, hans son blev nu indbudt til at komme; han landede den 30. november 1813. Han blev udråbt til konge som Vilhelm 1. og lovede den 2. december 1813 at sikre folkets rettigheder ved en grundlov. Med de allieredes hjælp rensedes landet for franskmænd. En notabelforsamling blev indkaldt, og efter dens forslag gaves en grundlov 1814. Enhedsstaten blev derved bestående, den suveræne magt var nu hos kongen. Den lovgivende magt delte han med Generalstaterne, et kammer på 55 medlemmer, valgt af provinsstaterne. Han fik et statsråd som rådgivende forsamling. Provinserne styredes af guvernorer og provinsstaterne, som valgtes af adelen og indirekte af de stemmeberettigede borgere.

                                     

3. Kongeriget

Ved Wienerkongressen fik Nederlandene sit gamle landområde tilbage og sine kolonier, med undtagelse af engelsk Guyana, Kapkolonien og Ceylon som var afståede ved Freden i Amiens 1802. Til gengæld blev riget forbundet med Belgien til Forenede Kongerige Nederlandene. Som folge heraf måtte der gives en ny grundlov for det samlede rige. Den blev gennemfort mod belgiernes vilje ved et fortolkningskneb. Grundloven af 1815 gav kongen en meget udstrakt magt, således over kolonierne. Generalstaterne kom til at bestå af 2 kamre, det 1. på 40 - 60 medlemmer valgte af kongen på livstid, det 2. på 110 medlemmer, valgte af provinsstaterne. De skulle godkende lovene og budgettet, der dels fastsattes på 10 år, dels årlig. Provinsstaterne skulle vælges af ridderskab, bystyrelsen og landboerne. De fik i ovrigt ikke meget at sige over for guvernorerne. De bestående kirkesamfund skulle ligeledes beskyttes, men de kunne kun med kongens samtykke brevveksle med fremmede kirkehoveder som fx paven Placet-retten.

                                     

3.1. Kongeriget Status-quo-tiden

Vilhelm 1. herskede temmelig egenmægtig, men dygtig. Han gjorde meget for at fremme landets velfærd og råde bod på den foregående tids ulykker blandt andet på Napoleon’s rentereduktion. Men forholdet til Belgien var altid spændt, de to riger var for uens, og til sidst brast båndet imellem dem ved revolutionen i 1830. Krigen mod Belgien havde efterhåanden vakt modvilje nord på. Den lange tid, der gik, inden en ny ordning blev truffet, hærene, der måtte holdes på benene, den stigende gældsbyrde, skabte en liberal opposition mod kongen. I 1840 gik han ind på en grundlovsforandring, der dog ikke tilfredsstillede folk. Man ville have ministeransvarlighed, men fik kun den kriminelle, ikke den politiske. Generalstatsmedlemmernes tal nedsattes. Hele budgettet blev nu fastsat for 2 år. Samme år nedlagde kongen regeringen, dels af mismod over sagernes gang, dels for at gifte sig med en katolsk hofdame.

Hans son, kong Vilhelm 2. 1840 - 1849 fulgte ham. Forholdene til Belgien var da i det væsentlige ordnede. Men finansvæsenet var stadig i en mislig tilstand. Gælden var 2.200 mio. gylden. Det lykkedes finansministeren Van Hall at få det i en bedre gænge, blandt andet ved at true folk til et frivilligt lån på 127 mio. mod 3 % 1844, og navnlig ved hjælp af indtægterne fra Indien. Også montvæsenet forbedredes 1845 - 49. Det liberale parti under ledelse af professor Thorbecke havde fra 1844 oftere forgæves sogt at få en ny grundlovsforandring i stand. I Vilhelm 2.s sidste år blev oppositionen stærkere, den almeneuropæiske bevægelse, der forte til revolutionerne i 1848, mærkedes også i Nederlandene. Vilhelm 2. mente det da rettest at imodekomme tidens krav. Han nedsatte den 17. marts 1848 en kommission af liberale til at gore udkast til en ny grundlov og brugte sin indflydelse til at få denne gennemfort. Grundloven af 3. november 1848 indforte forsamlings- og foreningsret med mere, fuld ministeransvarlighed og indskrænkede kongens magt. Generalstaternes forste kammer på 39 medlemmer valgte provinsstaterne af de hojest beskattede, det 2. kammer valgtes ved direkte valg efter en census med 1 medlem pr 45.000 indbyggere. 2. kammer fik ret til at ændre lovforslagene. Budgettet fastsattes ved en årlig finanslov. Generalstaternes myndighed over kolonierne udvidedes meget. Også til provins- og kommunestyrelserne gaves direkte stemmeret: Gudsdyrkelsen blev fri, og alle kirkesamfund beskyttedes. Placetretten ophævedes. Denne lov bragte atter ro til veje i landet.

                                     

3.2. Kongeriget Reformtider

Vilhelm 3., der blev konge efter faderens dod 1849, kom til styret under de bedste varsler. Grundlovsstriden var endt, finanserne bedrede sig, landet gik hurtig frem i handel og velstand, Under Thorbecke’s ministerium 1849 - 1853 gennemfortes en mængde vigtige love. En valglov af 1850 satte census ned til grundlovens minimum, 20 gylden. En provinslov ordnede og ogede provinsernes selvstyre, og en lov af 1851 kommunernes. I skattevæsenet arbejdede man hen på at indfore direkte skatter og afskaffe acciser, skibspenge og told, der hindrede handelen. Post-, telegraf- og jernbanevæsenet fremmedes. Haarlemmerhavet udtorredes 1849 - 1852. Thorbecke, der i ovrigt holdt på adskillelsen mellem kirke og stat, ville sætte de verdslige og kirkelige velgorenhedsanstalter under statstilsyn. Han fik derved præsterne mod sig, og da paven havde fået frihed af regeringen til at ordne katolikkernes forhold i Nederlandene og ansatte en ærkebisp og 4 bisper i Nederlandene bullen In partibus infidelium, opstod der et stærkt folkerore mod bisperne, og det havde Thorbecke’s fald til folge Aprilbevægelsen 1853. En oplosning af kammeret bragte de liberale i mindretal. Der var foruden dem to partier, de anti-revolutionære, som var ivrige protestanter, og de konservativ-liberale. De sidste kom til styret med Ministeriet Van Hall-Donker Curtius 1853 - 1856. Det pålagde kirkesamfundene nogle forpligtelser, men ændrede ikke den ny katolske ordning. Statsindgriben i velgorenhedsanstalterne indskrænkedes. Det gennemforte i ovrigt adskillige liberale love som en ministeransvarlighedslov og en lov om forsamlingsfrihed 1855. Sporgsmålet om folkeundervisningen var da brændende. De ortodokse protestanter holdt på konfessionelle privatskoler, de liberale på "blandede" statsskoler, hvor kun alment anerkendte kristne sandheder lærtes. Ministeriet holdt på den sidste slags, og de antirevolutionære fik det da styrtet. Men deres parti var i virkeligheden så svagt, at Ministeriet v. d. Brugghen 1856 - 1858, der nærmest stottede sig til dem, alligevel måtte indfore den blandede skole lov om den lavere undervisning 1857. De folgende ministerier havde heller ikke megen kraft; de fik slaveriet afskaffet i Indien i 1859 og et stort jernbaneanlæg vedtaget i 1860. Men det liberale parti havde atter vokset sig stærkt: 1862 kom Thorbecke igen til styret, og en ny frugtbar lovgivning begyndte. Der arbejdedes på at indfore direkte beskatning, kanal- og torlægningsarbejder foretoges Ij. I 1863 dannedes en realskoleundervisning på naturvidenskabeligt grundlag med fortsættelse i fagskoler. Ministeriet faldt 1865 på et kolonialt sporgsmål.

Kongen af Nederlandene var siden 1843 medlem af Det Tyske Forbund som Storhertug af Luxembourg og Hertug af Limburg. Da forbundet oplostes 1866, gik Vilhelm 3. ikke ind i Det Nordtyske Forbund, og Limburg blev således en rent nederlandsk provins. De luxembourgske forviklinger, der forte til London-traktaten af 1867, vakte misnoje i Nederlandene mod det konservative Ministerium Mijer-van Zuylen 1866 - 1868; det måtte vige for et liberalt Ministerium v. Bosse-Fock 1868 - 70. Det gik videre på reformvejen. Stempelafgift af aviser afskaffedes. Metermålet indfortes i 1869, postloven af 1870 indforte 5 cents porto for hele riget. De kirkelige departementer ophævedes. Dodsstraffen blev afskaffet i 1870. Thorbecke, der stod bag ministeriet, trådte ind i det 1871, da Krigen mellem Frankrig og Tyskland var udbrudt; han ville ordne forsvarsvæsenet. Det lykkedes dog ikke, og under en ministerkrise i anledning af et lovforslag om indkomstskat dode han 1872. Hans efterfolgere Vries-Geertsema 1872 - 1874 stræbte også forgæves at reformene hæren og navnlig at få stillingsvæsenet afskaffet.

                                     

3.3. Kongeriget Oversoiske områder

Landet gik nu ind i vanskeligere forhold. Det skyldtes til dels de indiske kolonier. Disse var under 18. århundredes nepotstyre og rovdrift gået svært tilbage, og 1798 måtte staten overtage dem fra det forgældede Ostindiske Kompagni. Daendels, der var guvernor på Java 1807 - 1811, bragte bedre skik i forholdene, men navnlig den engelske guvernor Raffles 1811 - 1816 fremmede oens velfærd ved at give javanerne rådighed over deres jord mod faste afgifter. Hollænderne vendte tilbage til et tvangssystem, hvad der fremkaldte den store javanske opstand 1825 - 1830, og v. d. Bosch indforte i 1830’erne tvungen dyrkning af forskellige planter, især kaffe og sukker, til regeringens fordel. De indfodte blev så godt som livegne og kunne dårlig dyrke deres eget korn og oplevede en hungersnod i 1849, men forelobig gav systemet store indtægter. Væsentlig ved hjælp af dem blev statsgælden bragt ned fra 2.200 millon gylden til 940 millioner. Nederlænderne udvidede også deres magt på Sumatra, Celebes og Borneo under kampe med de indfodte. Men 1873 begyndte de krig med atjeh atchin på Sumatra, et tidligere venligsindet folk, som den nederlandske rovdrift havde forvandlet til en soroverstat. De nederlandske hære vandt flere slag, men de kunne ikke få bugt med atchineserne, atter og atter rejste disse sig, og den endelose krig kostede mange folk og mange penge. Kolonierne kunne ikke længere give overskud til moderlandet. I 1878 måtte der optages et lån på 43 millioner gylden, i 1883 et på 60 millioner, og skatterne måtte forhojes. Dertil kom trykkende tider for landbrug, handel og industri.

                                     

3.4. Kongeriget Politisk ustabilitet

I det parlamentariske liv var der ingen fasthed. Den liberale majoritet havde efter Thorbecke’s dod ingen myndig forer, og den var delt mellem individualister og folk, der holdt på statsindgreb. De antirevolutionære og de talrige katolikker stod sammen i det stadig brændende skolesporgsmål. Det konservative ministerium Heemskerk 1874 - 1877 sogte at imodekomme dem, men blev så styrtet, og et stærkt liberalt ministerium Kappeyne van de Coppello 1877 - 1879 gennemforte 1878 en lov, der skærpede statstilsynet og statens myndighed over folkeskolen. Herover stor harme hos de antirevolutionære, der stiftede en forening til fremme af privat undervisning. Det folgende, upolitiske ministerium v. Lynden v. Sandenburg 1879 - 1883 fik blandt andet Code pénal aflost af en ny straffelov 1881. Heemskerk blev derpå atter minister 1883 - 1888. Han arbejdede på at ordne finanserne, men hans vigtigste værk blev grundlovsforandringen af 1887. Den onskedes fra mange sider og var nodvendig for at få tronfolgersporgsmålet bragt på det rene. Vilhelm 3.s sonner var dode 1879 og 1884. Hans broder Henrik og hans onkel Frederik dode 1879 og 1881, og hans datter af 2. ægteskab med Emma af Waldeck, Vilhelmina, blev derved tronarving. Ved valget efter grundlovsforandringen tabte de liberale, og et antirevolutionært ministerium, Mackay, kom til styret 1888 - 1891. Det gennemforte 1889 en lov, der gav de private skoler statsunderstottelse. Under dette ministerium dode Vilhelm 3. i 1890, og enkedronningen blev regentinde for den umyndige dronning. Ministeriet Mackay svækkedes ved en strid mellem katolikkerne og de antirevolutionære om værnepligten; valget 1891 gav de liberale flertal, og Mackay måtte vige for Ministeriet v. Tienhoven-Tak v. Poortvliet. Dette fik 1892 gennemfort en indkomstskat - hvad de liberale i de sidste 40 år 9 gange forgæves havde provet -, men det faldt 1894 på Tak’s forslag om en betydelig udvidelse af valgretten. Denne blev, mindre radikalt, gennemfort af Ministeriet Roell-v. Houten 1896. Vælgertallet blev derved fordoblet. Til valgret krævedes enten en eksamen eller en vis skatteydelse, indtægt eller lejeafgift. Efter valget 1897, hvor de liberale sejrede med en del moje, aflostes Ministeriet Roell af Ministeriet Pierson. Det fik mod katolikkernes modstand stillingsvæsenet hævet 1898 hver 5. mand i hæren var tidligere stillet. Almindelig tvungen undervisning gennemfortes 1900 trods de klerikales modstand og manges frygt for omkostningerne. Der var den 1. januar 1897 i Holland omkring 60.000 born, som ingen undervisning fik. Også en arbejderforsikringslov blev givet, skont mange liberale var mod den.

Dronningen blev myndig 1898 og giftede sig 1901 med prins Henrik af Mecklenburg. Valget i Juli 1901 vandt de konservative protestanter og katolikkerne. Kuyper, der havde fået dem forenet til kamp mod den formentlig fritænkerske liberalisme, dannede det ny ministerium. Det gennemforte en bevilling på 2½ millioner fl. til de fri konfessionelle skoler og ligestilling af private konfessionelle universiteter med statens egne, den sidste ordning dog forst 1905 efter en oplosning af 1. Kammer. Hæren ogedes og ændredes, der blev givet flere sociale love; formueskatten udvidedes, men en ny toldtarif gik ikke igennem. Ved valget i 1905 opnåede de liberale et lille flertal i 2. kammer, et mådeholdent liberalt ministerium De Meester kom til, det faldt december i 1907 på forsvarssporgsmålet og aflostes i februar 1908 af det moderat konservative ministerium Heemskirk. Et af De Meester fremsat grundlovsforslag om almindelig valgret til begge kamre, med udsigt til forholdstalsvalgmåde og kvindevalgret, toges der efter tilbage. Det var særlig af hensyn til tronfolgen, man havde onsket grundlovsrevision nu; dronningen havde flere gange haft misfodsel, og for ikke at få en tysk prins til konge, hvis hun blev barnlos, ville man ændre tronfolgereglerne. Men i foråret 1909 fik dronningen en datter, og sagen kunde da stilles i bero. Valget i juni 1909 gav de forenede klerikale en afgjort sejr 60 mod 40 i 2. kammer. Kuyper kom dog ikke, som ventet, til magten; der rejstes en storm mod ham, fordi han havde givet en rigmand en orden mod pengebidrag til partikassen, og Heemskirk blev da siddende.

                                     

3.5. Kongeriget Forsvarssporgsmålet

Forsvarssagen havde i nogen tid været brændende: man ængstedes for landets stilling under en engelsk-tysk krig. I 1910 foreslog en kommission en stor overordentlig bevilling til fæstningsanlæg, navnlig ved Vliessingen. Forsvaret var ellers anlagt på, at den nordvestlige halvo med Amsterdams fæstning kunne afspærres ved oversvommelser. Men Vliessingen lå jo helt nede ved Scheldes udlob. Den foreslåede befæstning der gjorde belgierne urolige: skulle den mon hindre England i at hjælpe Belgien, hvis Tyskland krænkede dets neutralitet? Også i Holland blev der misstemning over forslaget: en tidligere ambassador mente at have hort af Kuyper, at den tyske kejser i 1904 truende havde krævet, at Nederlandene skulle befæste kysten. Ministeriet svarede, at det var der ikke noget om, men det lod forslaget falde i 1911, der imod vedtoges 1913, at der kun skulle bygges et fort ved Vliessingen samtidig med kystforsvarsarbejder andet steds. Her imod havde ingen andre magter gjort indsigelse. Et protektionistisk toldforslag havde imidlertid rokket ministeriets stilling; de liberale partier fri liberale, "Liberale Unie" og liberaldemokrater sluttede november 1912 valgforbund med et program om valgretsreform, alderdomspensioner og frihandel, og ved valget juni 1913 tabte de klerikale. De 39 liberale havde dog kun flertal, når de 15 socialdemokrater stottede dem, og da socialisterne ikke ville gå med i ministeriet, udnævntes i august et ikke-parlamentarisk ministerium v. d. Linden, af væsentlig liberal farve. Det tog straks toldforslaget tilbage; Kuyper’s parti, de antirevolutionære, opgav derpå protektionismen, de katolske derimod ikke. Forsvarssagen var stadig fremme; nu var det mest flåden, der droftedes. I 1912 faldt marineministeren, fordi han kun ville udvide den med et enkelt lille skib, mens de sagkyndige krævede 5 storre. I 1913 krævede en kommission 9 dreadnoughts, 6 torpedokrydsere, 8 destroyers, 44 torpedobåde og 22 undervandsbåde ubåde. Valgretssporgsmålet holdt sig også levende, i 1910 nedsattes en grundlovskommission, og i de folgende år agiteredes der ivrigt for almindelig valgret.

                                     

3.6. Kongeriget Arbejderuroligheder

Der havde fra forst i 1890’erne været adskillig arbejderuro, socialisternes indflydelse var dog forholdsvis ringere end andetsteds, da de var temmelig splittede, men deres kamp kunde være skarp og blev modt med skarpe midler. Det kom til flere blodige sammenstod: i 1892 i Rotterdam, i 1893 og 1895 i Amsterdam, en del uroligheder i by og land dæmpedes af tropperne, og nogle socialistforere blev tiltalte. En skræmmende jernbanestrejke i april 1903 sloges kraftig ned, og en streng lov blev givet mod gentagelser. Diamantsliberne i Amsterdam, der tidligere havde provet strejke, nåede 1904 ved en lang arbejdsstandsning en tiltrængt lonbedring. Ved en lov af 1907 om aftaler mellem arbejdere og arbejdsgivere håbede regeringen at hindre fremtidige arbejdsstandsninger. Det lykkedes dog ikke: 1910 var der en stor bomuldsarbejderstrejke, og en somandsstrejke 1911 krævede atter militær og blod. Mens regeringerne således kuede uroligheder med hård hånd, var de dog ikke uvillige til at gore noget for arbejderne: 1902 kom der ulykkesforsikring for industriarbejderne, under De Meester udvidet beskyttelse for kvinders og borns arbejde, 1913 en lov om tvungen forsikring mod alderdom, invaliditet og sygdom.

De yderliggående socialister, med Domela Nieuwenhuis som forer, trådte oprindelig stærkt frem blandt arbejderne, men allerede 1896 kom det til brud mellem hans Socialistenbond og det socialdemokratiske arbejderparti, som ville drive konstitutionel politik. 1909 sprængtes yderligere de revolutionære marxister ud fra de parlamentariske socialister, der lededes af den kloge og sindige dr. Troelstra til 1915.

                                     

3.7. Kongeriget Udenrigspolitik

De udenrigske forhold var i det hele rolige. Under den sydafrikanske krig havde man stærk medfolelse med boerne; 1900 hentedes præsident Krüger til Europa i et nederlandsk krigsskib, og han blev hjertelig modtaget af dronningen og folket. Men i ovrigt nojedes man med at mægle mellem parterne. Derimod kom der 1900 en tvist med Portugal, som havde frataget den hollandske konsul i Lorenzo, Marques eksekvaturet. For de internationale fredsarbejder vistes der megen interesse fredskongresser i Haag 1899 og 1907, indvielse af Fredspalæet i 1913. Der sluttedes voldgiftstraktater 1904 - 1906 med Danmark, England, Frankrig og Portugal, 1913 med USA; 1908 var Nederlandene med til Nordso-overenskomsten. Nogle forhandlinger om nojere tilknytning til Belgien bar ingen frugt; derimod satte de påtænkte fæstningsværker ved Vliessingen ondt blod i Belgien og Frankrig, og disse magter blev atter nervose, da det i begyndelsen af 1914 spurgtes, at det vedtagne fort ikke skulde lægges til dækning af Vliessingen, men hojere oppe ad Schelde, hvor det ikke syntes at kunne få andet formål end at spærre floden. En havn, som en Stettinerfabrikant Thyssen sikrede sig uden for Rotterdam, vakte ligeledes mistanke.

I de ostindiske kolonier blussede atjehkrigen op fra tid til anden. 1894 kom der et farligt opror på oen Lombok, hvor en troppeafdeling blev overrumplet og led svære tab. Det kuedes efter blodige kampe, men 1896 var der en ny rejsning. Den betydelige hærstyrke, som måtte holdes i kolonierne, tyngede budgettet hårdt. De store flådeudvidelser, der foresloges 1912 - 1913, havde til særligt mål at sikre kolonierne. I Vestindien var der en tid handelstvist med Venezuela.

                                     

3.8. Kongeriget Nederlandene under 1. verdenskrig

Ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 havde Nederlandene en udsat stilling, omgivet af Tyskland, Belgien og England. Regeringen afgav straks neutralitetserklæring den 3. august, men mobiliserede 125.000 mand og gjorde sig rede til at åbne digerne. Udforsel af kul, fodemidler, heste og vogne blev forbudt. Fredsbruddet skræmte folk stærkt; mange fik travlt med at tage deres penge ud af sparekasser og banker; Postsparebanken udbetalte derfor kun penge med 14 dages varsel hvad den havde ret til. Nederlandenes Bank bemyndigedes til at nedsætte specieforholdet til sedler med 20 %. Borsen kom under statstilsyn, retterne fik lov at udstede moratorier. Krigen påvirkede straks industri og skibsfart, og priserne for levnedsmidler steg kraftig. Livet faldt dog snart nogenlunde i lave efter den forste nervositet. Stemningen var, bortset fra hoffet og nogle i de ovre klasser, mest for de allierede; det tyske overfald på Belgien havde gjort sin virkning. Nogle blade var så ublide mod tyskerne og kejseren, at de fik retssager på halsen. Redaktoren af "Telegraaf", Schroeder, blev i december 1915 arresteret for tyskfjendtlige artikler, men uviljen over denne fængsling var så voldsom, at man hurtig satte ham på fri fod.

Regeringen arbejdede ihærdig og heldig på at hævde neutraliteten: den protesterede med værdighed mod overgreb og lempede sig smidig efter omstændighederne. I marts 1916 var der en dunkel krise. Der toges særlige militære forholdsregler, orlov stoppedes, rigsdagen blev indkaldt i april og fik fortrolige meddelelser. Hvad, der var på færde, kom ikke ud, men regeringen var åbenbart bange for, at neutraliteten var i fare. Den holdt dog, om end ikke uden rivninger. 1914 kastede en tysk flyver bomber ned over Maastricht, men det skyldtes naturligvis en kedelig fejltagelse. Stor og grundig harme vakte derimod ubådskrigen, der kostede landet en hel del skibe og nogle menneskeliv; adskillige skibe blev på anden vis beskudte eller tagne. Et af de værste tilfælde var Katvijk ", der 14. april 1915 med hollandsk flag oppe sænkedes uden varsel; Tyskland lovede erstatning herfor, hvis det kunne godtgores, at skibet var sænket af en ubåd. I februar 1917 sænkede en ubåd 3 store dampere af en flåde på 7; der var lovet dem "relativ" sikkerhed, men ubådskaptajnen havde muligvis ikke fået underretning derom; tyskerne gjorde dog undskyldning, ydede erstatning og gav andre skibe i stedet. Ligeledes undskyldes det, at en tysk luftflåde på tilbagevejen fra et togt mod England den 14. oktober 1915 gik over Holland. Mod den udvidede ubådskrig nedlagde regeringen protest.

Over for Ententen protesterede man mod, at England tog hollandske skibe, beslaglagde neutral post og vilde undersoge neutrale skibe 1918 fritog englænderne efter modtagne oplysninger en stor hollandsk konvoj for undersogelsen. Endvidere gjorde man indsigelse mod Ententens forhindringer af importen. Herom nåedes en ordning, da en kobmand Vanaalst 1915 dannede "Nederlandsche Oversee Trust", som modtog al import og indestod for, at intet deraf gik til Tyskland. Trusten ovede streng kontrol, straffede overtrædere med store boder og virkede kraftig for at hindre smugleri til Tyskland. Den gjorde desuden gode forretninger; ved dens oplosning 1919 forærede den regeringen 2 ½ millioner fl., til indkob af gesandtskabsbygninger i udlandet. 1917 protesterede England mod, at tyskerne over Limburgbanen fik lov at fore grus og sand til fæstningsanlæg ved fronten; det blev da stoppet i begyndelsen af 1918. Ved samme tid havde regeringen bryderier med USA og de andre allierede. De ville fragte hollandske skibe, som lå i deres havne, hvad Nederlandene i og for sig intet havde imod, da de til gengæld skulle have korn fra Amerika m. m. Men der var tvist om brugen af skibene i de forbudte zoner; det vilde Nederlandene forst slet ikke tillade og siden kun under forbehold af, at de ikke måtte fore tropper og krigsmateriel eller være væbnede. Men 20. marts rekvisitionerede de Allierede skibene uden videre. Folkeretten gav dem lov dertil, sagde de, hvorimod Nederlænderne hævdede, at de kun havde den ret til "umiddelbart strategiske formål". Over for den fordel, de Allierede her vandt, krævede tyskerne atter brugen af Limburgbanen; det indrommedes i april, dog ikke til "trafik af militær karakter".

Krigen var byrdefuld og kostede mange penge, ikke blot til hæren og social forsorg. Landet måtte underholde 22.000 belgiske soldater, der med omkring 1.500 engelske marinere efter Antwerpens fald sogte ind over grænsen, og desuden 1/2 million belgiske flygtninge o. a. I 1916 fik man tilmed stormflodsskade. For at klare de ogede udgifter måtte der optages store lån, i november 1914 et på 275 mill. fl., tvunget for formuer på over 75.000 fl., senere flere og storre; de tegnedes imidlertid uden vanskelighed. Endvidere pålagdes der flere skatter et forslag ville lægge skat på nyfodte born med mere end eet fornavn!. Bristen på fodemidler, der nodvendiggjorde en streng rationering, voldte en del optojer, som dæmpedes af militæret; et lille bolsjevikparti og nogle anarkister provede i februar 1918 at få en generalstrejke i Gang, men den mislykkedes fuldstændig.

De to store politiske sporgsmål fra for krigen, forsvaret og grundloven, optog vedblivende sindene. Den gældende hærordning gav mange fritagelse for tjeneste. I maj 1915 foreslog regeringen derfor, at alle mellem 20 og 40 år, der tidligere gik fri, skulle indkaldes gruppevis til aflosning af ældre mobiliserede; for at foje oppositionen ændredes det til kun at gælde aldersklasserne 20 - 30 og vedtoges derpå. Ligeledes gennemfortes en flådeforogelse, skont man indvendte, at de ny skibe forst kunne blive færdige, når der ingen brug var for dem. 1915 fremsattes forslag om grundlovsændring, særlig vedrorende valgret til 2. kammer, provins- og kommuneråd. Der skulle være almindelig valgret for mænd på 23 år og derover og efter forholdstal. Kvindevalgret stilledes i udsigt. Forslaget gik igennem, og den 3. juli 1918 valgtes der efter de nye regler. De konservativ-klerikale fik et lille flertal, de liberale svandt stærkt ind, men arbejderne vandt frem. Med en del moje dannedes i september et konservativt ministerium under Ruys de Beerenbrouck, det katolske partis forer.

                                     

3.9. Kongeriget Mellemkrigstiden

Også efter at krigen var afgjort, havde Nederlandene diplomatiske vanskeligheder. Regeringen havde tilladt vigende tyske tropper efter våbenstilstanden at gå gennem det sydlige Limburg; herimod protesterede de Allierede. Nogle forhandlinger med Belgien om grænseforhold og Scheldes internationalisering affodte en del bitterbed, idet belgierne krævede en grænseregulering med afståelse af noget hollandsk jord, hvad Nederlandene naturligvis modsatte sig, fredskongressen i ovrigt også. Uviljen skærpedes ved, at belgiere drev agitation mod hollænderne i Limburg; Forhandlingerne gik herover i stå og genoptoges forst 1922.

I 1920 krævede de Allierede, at kejser Vilhelm, der efter tyskernes sammenbrud var flygtet til Holland, skulle udleveres. Det nægtede regeringen: Nederlandene ville hævde deres gamle asylret, men efter fornyet henvendelse fra de Allierede lovede man at tage alle mulige forsigtighedsregler og sætte de nodvendige grænser for kejserens frihed. I parlamentet meddelte ministeriet, at kejseren havde forpligtet sig til ikke at drive politisk aktion eller at foretage handlinger, som kunne kompromittere den nederlandske regering. Helt fredelig var derimod Nederlandenes deltagelse i en række internationale forhandlinger. Den internationale Domstol åbnedes den 15. februar 1922 i dronningens nærværelse. Med pavestolen havde man 1915 midlertidig knyttet diplomatisk forbindelse; den blev fra 1921 fast.

Som andetsteds var der under krigen og en tid efter den en gylden tid for mange sammen med socialt tryk og misnoje der november 1918 syntes at stige truende revolutionært, men atter stilnede af. Der tjentes og brugtes mange penge. Diamantindustrien, den særlige luksusindustri, tog fart efter krigen, den havde kunder i Indien, Kina, Japan, Amerika og Centraleuropa. Oplysende er tallene for diamanteksporten til Amerika: 1917 ca. 40 millioner fl., 1918 ca. 16, 1919 ca. 153, 1920 ca. 87, 1921 ca. 40. For imens var ebbetiden inde. Den mærkedes afgjort i Nederlandene hen i 1919, den hidfortes og ytrede sig her som i andre lande: nabolandenes valuta faldt, så de ikke kunne kobe hollandske landprodukter, mens derimod navnlig Tyskland undersolgte den hollandske industri. Mange, som havde indfort masser af varer til genudforsel til Centraleuropa, brændte slemt inde med dem, værre endnu de, der lå med store beholdninger af russiske, tyske og ostrigske fonds. Borspapirerne, også statsobligationerne, faldt; bankerne led svære tab, men klarede sig dog smukt; derimod gik en mængde forsikringsselskaber fallit. Og stadig var der dyrtid, bolignod og arbejdsloshed. Sidst i 1922 var der 125.000 arbejdslose, i 1921 gik 60 % af de 10.000 diamantslibere ledige. Tillige hyppige strejker og lockout’er og uro af de yderliggående socialister.

Regeringen var under disse forhold ikke misundelsesværdig stedt. Den arbejdede med betydeligt underskud budgettet 1921 viste et deficit på 248 millioner fl., deraf 48 millioner på det ordinære budget. Det var ikke så nemt at finde ny skatteobjekter: indtægtsskatten var spændt til det yderste; der toges stadig lån, i indlandet eller USA. i 1922 var statsgælden 2.455 millioner fl. mod 1.148 i 1914. I ovrigt skulle der spares, dog ikke på militæret. Derimod skar man ned på skolevæsenet, på funktionærlonninger, på bidrag til boligbyggeri og til arbejdsloshedsunderstottelse. 1922 blev de forskellige departementers budgetter over en bank nedsatte 17 %. De sidste statsbudgetter har der efter vist nogen nedgang i underskuddet. En arbejderlov af 1922 rokkede ved den lovfæstede 8-timers arbejdsdag: der skulle nok gennemsnitlig være 8 timers arbejdsdag, men der kunne maksimalt arbejdes 11 timer pr dag eller 62 timer pr uge. En frygt for fald i hollandsk valuta viste sig ugrundet; skont importoverskuddet er betydeligt, holdt gylden sig hojt.

Ministeriet Beerenbrouck’s stilling blev noget utryg 1921; de konservative kivedes, mens de liberale sluttede sig sammen i et Vrijheidsbond; Protestanterne vrededes over, at regeringen ville give almindelig tilladelse til katolske processioner; i juni forkastede 2. kammer hærforslaget. Ministeriet gik så af, men Beerenbrouck dannede det ny og fik hærreformen gennemfort om end med kniberi af frygt for omkostningerne. Fra 1920 var der forhandlet om ny grundlovsændringer; de vedtoges 1922. Herefter udelukkedes fremmede prinser fra tronen; den skulle arves i dronning Wilhelmina’s descendens af den mand, eventuelt kvinde, der er nærmest i slægt med den afdode konge, dog ikke ud over 3. ætled. Var der ingen arveberettiget, vælges en ny konge ved lov efter visse regler. Oprindelig foresloges det, at når der ingen arveberettiget descendent var, kunne man gå over til en anden regeringsform republik; det fraveg man altså. Krigserklæringer og traktater skulde godkendes af Generalstaterne. Kvindevalgret grundlovfæstedes. Forste kammer ændredes noget; oprindelig ville man have, at det skulle vælges på 4 år ved forholdstal, og at alle medlemmer skulle gå af samtidig. Det blev til, at halvdelen gik af hvert 3. år; Sporgsmålet om forholdstal udsattes. Referendum forkastedes. Nederlandsk Ost- og Vestindien fik et vist selvstyre.

Ved grundlovsoplosningsvalget i sommeren 1922, hvor kvinderne stemte med for forste gang, gik de konservative frem. Da ministeriet var konservativt, var der - som det også selv mente - egentlig ingen grund til, at det skulle gå af. Men der klagedes over, at det ikke sparede nok, og under den offentlige menings tryk demissionerede Beerenbrouck da 18. juli. Men resultatet blev blot, at han et par måneder efter kom igen, væsentlig med de samme ministre. De lovede så, at nu skulle der spares.

Den okonomiske depression blev ved i 1923: handel, industri og skatteindtægter gik tilbage, der var stor og dyr arbejdsloshed. Kalvinistforeren Colijn, der afloste de Geer som finansminister, krævede derfor store besparelser, særlig på det sociale og kulturelle område, og nye skatter. Demokraterne var misfornojede hermed, end mere over, at regeringen i henhold til kommissionsbetænkning af 23. april 1923 foreslog en stærk flådeudvidelse. En petition herimod samlede over 1 million stemmer, og den 26. oktober 1923 forkastede 2. kammer forslaget med 50 stemmer mod 49. Ministeriet Beerenbrouck indgav da sin demission afskedsbegæring. I december bad dronningen formændene for de 3 hojrepartier, der i koalition udgjorde flertallet i kamrene ved julivalget til 1. kammer efter forholdstal fik hojre 31, venstre 19 stemmer, om at danne ny regering. Her over knurrede man noget, da det var konstitutionel skik, at regeringsdannelsen overdroges en enkelt mand. Men koalitionen knagede i fugerne, og de 3 herrer måtte opgive forsoget. Så nægtede dronningen at modtage Beerenbrouck’s demission, hvorover der blev ny opstandelse: skulle det være en "kongelig" regering, ikke en konstitutionel? Beerenbrouck erklærede imidlertid i 2. kammer 15. januar 1924, at han var konstitutionelt ansvarlig, og at han gik ind på at stille flådeudvidelsen i bero. Regeringens opgave skulle nu være at bringe finanserne på fode og at spare. Det skete ved nedskæring af tjenestemandslonninger, revision af pensionsloven, ophor af hjælp til nybygninger, nedsættelse af udgifter til social forsorg og til opdragelse særlig folkeskolerne. Desuden lagdes der nye skatter på ol, tobak, cykler med mere, og toldtariffen revideredes reelt ogedes fra 5 % til 8 %. Nye direkte skatter ville Colijn ikke gå med til, de gamle var overdrevne nok. Denne finanspolitik forbitrede demokraterne, og en del katolikker svingede over til dem, samtidig opskræmtes protestanterne over katolikkernes fremtrængen.

Ved valget til 2. kammer den 1. juli 1925 svækkedes hojre da noget den kristne koalition fik 54 stemmer i stedet for 59, hele hojre 58 i stedet for 60, mens oppositionen radikaliseredes. Beerenbrouck gik af for valget den 29. juni, Colijn dannede en ny hojreregering den 30. juli, men den varede kun til november, da et forslag om at ophæve legationen ved pavestolen vedtoges med 50 stemmer mod 42, og katolikkerne derfor sprang fra. Efter en del forgæves forsog på at skabe en ny regering dannede de Geer den 5. marts 1926 et forretningsministerium, der skulle spare, virke for skattenedsættelser, regulering af arbejderforhold med mere. Det fik temmelig rolige dage, de finansielle forhold havde nu også bedret sig, så det ordinære budget kunne vise overskud, endda indtægts-, arve- og andre skatter nedsattes med 44 millioner. Vatikanlegationen forkastedes på ny den 19. marts 1926, men nu fandt katolikkerne sig deri. Forhandlingerne med Belgien om ændring af traktaten af 1839 og nyordning af grænseforholdene afsluttedes i maj 1926, men der var megen uvilje mod den nye traktat: den krævede for store ofre af Nederlandene og truede deres merkantile, maritime og politiske interesser. Traktaten vedtoges dog af 2. kammer 50 stemmer mod 47, men forkastedes i 1927 af 1. kammer 33 stemmer mod 17. Nye forhandlinger med Belgien udsattes derpå indtil videre.

                                     

4. Eksterne henvisninger

  • Niels Moller i Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVII, s. 772-788; opslag: Nederlandene, historie
  • Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVII, s. 772-788; opslag: Nederlandene, historie

LA-ikon

                                     
  • over Benelux - landenes historie Wikimedia Commons har flere filer relateret til Burgunds historie 1482 blev området erstatet af Habsburgske Nederlande
  • alternative betydninger, se Nederlandene flertydig Se også artikler, som begynder med Nederlandene De Forenede Nederlande officielt: Republikken af
  • For alternative betydninger, se Nederlandene flertydig Se også artikler, som begynder med Nederlandene Nederlandene som historisk begreb var det område
  • alternative betydninger, se Nederlandene flertydig Se også artikler, som begynder med Nederlandene Forenede kongerige Nederlandene 1815 - 1830 1839 nederlandsk:
  • Sydlige Nederlande nederlandsk: Zuidelijke Nederlanden spansk: Países Bajos del Sur fransk: Pays - Bas méridionaux eller De katolske Nederlande var den
  • deres modreaktion var at indgå Utrechtunionen 23. januar 1579. Nederlandenes historie skema Michael North: Geschichte der Niederlande. München ²2003
  • og en af de afgorende begivenheder i Hollands historie Med denne traktat opnåede de Forenede Nederlande endeligt at blive uafhængige af Spanien. Traktaten
  • Flandern om en samling af Kongerigets områder under en stat. Historie De burgundiske Nederlande - 1384 - 1477 Svarede geografisk ca. til nutidens Holland
  • alternative betydninger, se Nederlandene flertydig Se også artikler, som begynder med Nederlandene De Spanske Nederlande var navnet på den del af det
  • Nederlandenes flag er symbolet på Kongeriget Nederlandenes enhed og uafhængighed. Flaget stammer fra ca. 1630, og blev officielt anerkendt i 1796 og bekræftet
  • Belgiens historie som en stat begynder med den belgiske revolution i 1830. Indtil da var området kendt som de sydlige Nederlande Navnet stammer fra den