Back

ⓘ Gallo-romersk kultur. Udtrykket gallo-romersk kultur bruges om den romersk prægede kultur i Gallien. Den udviklede sig under romaniseringen af befolkningen i ti ..




Gallo-romersk kultur
                                     

ⓘ Gallo-romersk kultur

Udtrykket gallo-romersk kultur bruges om den romersk prægede kultur i Gallien. Den udviklede sig under romaniseringen af befolkningen i tiden efter Julius Cæsar, og den var kendetegnet af gallernes overtagelse eller tilpasning af romerske skikke og levevis på gallisk grund. Den godt undersogte blanding af kulturer i Gallien giver historikerne en model, der kan bruges som sammenligningsgrundlag for romaniseringen i andre, mindre godt undersogte romerske provinser.

I realiteten var der tale om, at tre forskellige kulturer gallernes, grækernes og romernes blev blandet, så der opstod ikke én ny kultur, men en række forskellige kombinationer inden for religion, sprog og kunst. Tydeligst skete det i regionen Gallia Narbonensis, der senere blev til Occitanien, mens Aquitanien var mindre påvirket. Efter at frankerne havde erobret det romerske Nordgallien, udviklede befolkningen dér en merovingisk kultur, som ikke rigtigt kan regnes med til det gallo-romerske kulturområde. Den romerske livsform, der var centreret omkring bylivets begivenheder og kulturelle forpligtelser res publica, og om det ret luxuriose liv i de selvforsynende, landlige romerske villaer, holdt sig længe i de gallo-romerske områder.

                                     

1. Geografisk afgrænsning

Det romerske Gallien bestod af hovedparten af det nuværende Belgien, af Schweiz og af Frankrig – dog undtaget Middelhavsområdet og Rhônedalen, som var samlet i provinsen Gallia narbonensis, der tilhorte det romerske Italien. Det gallo-romerske område var opdelt i tre provinser: Belgia, Aquitania og Lugdunensis Lyon, som igen var inddelt i mindre områder, og det var en fast del af det romerske rige fra Julius Cæsars erobring i 51 f.Kr. og indtil det 4. århundrede e.Kr., visse steder til det 5. århundrede, dvs. indtil sammenbruddet af det vestromerske rige under pres fra folkevandringerne. Hovedstaden i det romerske Gallien var Lyon, som dengang hed Lugdunum.

                                     

2. Tidsmæssig afgrænsning

I lobet af senantikken skete der en omdannelse af den gallo-romerske kultur under pres fra de mange indtrængende germanske folkeslag, selv om den romersk prægede kultur ganske vist overlevede længere i netop dette område, end den gjorde i andre dele af det udbredte verdensrige. Endnu i dag kan man stadig se amfiteatre og akvædukter i Sydfrankrig som bevis på den hoje grad af romanisering, der var foregået i dette område.

Det romerske Gallien spillede en væsentlig rolle i det romerske imperium, fordi det dannede korsvej i den europæiske handel, adgangsvej til Nordeuropa og Britannien via floder og landeveje, og som en yderste forpost for imperiet dengang gallo-romerne skabte det midlertidige, galliske kejserrige for at beskytte Rom under de forste angreb fra barbariske folkeslag. På grund af disse vigtige indsatser fik Gallien megen tak fra Rom. Denne taknemmelighed er synlig i form af det romerske musikteater i Lyon, ét af de få uden for Italien. Desuden opnåede Lyon ret til at slå mont, dvs. officiel ret til at fremstille as’er og sestertier, hvad der formentlig er enestående i hele det romerske imperium.

Folkevandringstiden, der begyndte tidligt i det 5. århundrede påtvang den galloromerske kultur grundlæggende ændringer i politikken, i det okonomiske livsgrundlag og i forsvaret af området. Bosættelsen af visigoterne i 418 satte indbyggerne i et dobbelt loyalitetsforhold i takt med, at den vestromerske myndighed smuldrede i selve Rom. Den yderst romaniserede, regerende klasses problemer bliver undersogt af R.W. Mathisen, biskop Hilarius af Arles kampe af M. Heinzelmann,

Den gallo-romerske kultur fortsatte helt ind i det 7. århundrede – især i områderne Gallia Narbonensis, som blev til Occitanien, Gallia Cisalpina og i mindre omfang Aquitanien. Det tidligere romaniserede Nordgallien udviklede sig i stedet til en merovingisk kultur, efter at det var blevet besat af frankerne. Den romerske livsform, der var centreret omkring statsbegivenheder og kulturelle pligter overfor res publica i det ofte luxusprægede liv på det landlige, romerske gods den romerske villa, var længe om at bryde sammen i den gallo-romerske regioner, hvor visigoterne i store træk overtog situationen, som den var i 418. Gallo-romersk sprog blev fortsat talt mod nordost ind i Silva Carbonaria, som dannede en effektiv, kulturel barriere overfor frankerne i nord og ost, og i nordvest op til den nederste del af Loiredalen, hvor gallo-romersk kultur modtes med frankisk kultur i en by som Tours, sådan som det personificeres i den gallo-romerske biskop, Gregor af Tours, der stor overfor den merovingiske kongemagt.

                                     

3. Politik

Den romerske forvaltning havde opdelt Gallien i tre provinser, der igen blev underopdelt ved Diocletians reorganisering sent i det 3. århundrede. Landet var yderligere delt mellem to stifter: Galliae og Viennensis, begge under prætorianerpræfekturet Gallien. Lokalt var Gallien sammensat af civitates = ”samfund”, som i store træk fastholdt grænserne mellem de tidligere uafhængige, galliske stammer. De havde for storstedelen været organiseret i en landsbystruktur, hvoraf visse træk var bevaret i den romerske, administrative ordning, der overlejrede den.

I lobet af det romerske herredomme opnåede en stadigt stigende del af gallerne romersk borgerskab, og ved Constitutio antoniniana i 212 blev borgerskabet udstrakt til alle frie mænd i romerriget.

                                     

3.1. Politik Det galliske kejserrige

Under krisen i det 3. århundrede 259-274 blev der skabt et kortvarigt, uafhængigt gallo-romersk rige, som moderne historikere kalder det Galliske Kejserrige. Det bestod af udbryderprovinserne Gallien, Britannien og Hispania, og den galliske kejser, Postumus, oprettede sin hovedstad i det nuværende Trier.

                                     

3.2. Politik Udvikling af det frankiske kongedomme

Det ser ud til at have udviklet sig let og glidende fra det 5. århundrede, og det har flere grunde:

  • Romerne og "barbarerne" havde allerede været i kontakt for invasionerne begyndte. Et antal frankere og germanere tjente som lejesoldater i den romerske hær. Nogle var anbragt bag romerrigets grænser, hvor man havde tildelt den land og givet dem status af foederati = allierede. Disse folk havde derfor lejlighed til at lære skikke og brug hos romerne. Nogle af dem lærte endda latin.
  • Nota bene: Disse bemærkninger gælder også for forholdet mellem gallere og keltiberere under det vestgotiske styre i Sydfrankrig og Spanien.
  • Selv om de store invasioner havde efterladt frygtelige minder, som man kan se af periodens skrevne kilder, var barbarerne langt færre end gallo-romerne, og det var let for dem at integrere sig i befolkningen. Det dominerende germanske aristokrati gjorde sig til herrer over de romaniserede gallere på en måde, så man ikke længere skelnede mellem frankere og gallo-romere, da forst det primitive Frankerrige blev omdannet til kongeriget Frankrig i lobet af Hojmiddelalderen.


                                     

4. Religion

De forkristne religioner i det romerske Gallien var kendetegnet af en sammenblanding af græsk-romerske guder med den indfodte befolknings keltiske, baskiske eller germanske modparter, hvoraf mange var meget lokalt prægede. Assimilationen blev lettet af Interpretatio romana, der gjorde det muligt at ”oversætte” egnens guddomme til romerske guder. Det gælder f.eks. Lenus Mars eller Apollo Grannus. En anden udvikling betod, at man fik sammenknyttet en romersk gud med en indfodt gudinde, sådan som det skete med Mercur og Rosmerta.

De mellemostlige mysteriereligioner blev spredt i Gallien meget tidligt. Blandt dem var kulterne, knyttet til Orpheus, Mithras, Cybele og Isis.

Kejserkulten, der forst og fremmest var centreret om Augustus numen, kom til at spille en fremtrædende rolle i Galliens offentlige gudsdyrkelse, mest markant ved den årlige, pangalliske ceremoni den 1. august, hvor man ærede Rom og Augustus ved Alteret i Condate nær Lugdunum.



                                     

4.1. Religion Kristendom

Nogle af menighederne var grundlagt for forfolgelserne i det 3. århundrede, og Gregor af Tours skrev, at ifolge traditionen skal pave Felix have udsendt syv missionærer for at gendanne de opbrudte og spedte, kristne menigheder efter forfolgelserne under kejserne Decius og Gratus 250-251: Gatianus til Tours, Trophimus til Arles, Paul til Narbonne, Saturninus til Toulouse, Dionysius til Paris, Martialis til Limoges og Austremonius til Clermont.

Det var biskoppens personlighed der bestemte udgangspunktet i det 5 århundrede, hvor troskab – både for hedninge og kristne – skiftede fra institutioner til enkeltpersoner: De fleste af de gallo-romerske biskopper blev tiltrukket fra de oveste lag af samfundet, efterhånden som passende ikke-militære karrieremuligheder forsvandt, og de så sig selv som en sidste skanse af hoj uddannelsesstandard og romersk tradition over for de vandalske og gotiske opkomlinge. Andre biskopper ledte de trofaste i retning af en yderligtgående asketisk tilværelse. Mirakler, som blev tilskrevet begge slags biskopper eller hellige mænd og kvinder, skabte religios tilbedelse ofte endda meget snart efter deres dod.

                                     

4.2. Religion Kirkens betydning

I det 5. og 6. århundrede bestod de gallo-romerske menigheder af uafhængige kirker i byområderne, hver især styret af en biskop. De kristne oplevede en loyalitetskonflikt mellem biskoppen og præfekten, som i store træk arbejdede i overensstemmelse med den senkejserlige administration. Et stort antal lokale gallo-romerske og merovingiske helgener opstod i overgangsperioden mellem 400 og 750. Den forening af gejstlig og verdslig administration, der fandt sted i det 5. århundredes Italien, kan bedst illustreres i det galliske område ved den hellige Caesarius. Han var biskop af Arles, men blev desuden byens metropolitan i 503 og forblev det til 543.

Den mest betydningsfulde gallo-romer fra det 5. århundrede var Sidonius Apollinaris, der havde fået en klassisk uddannelse, og som kunne bevare dele af den antikke kultur for Middelalderen via den katolske kirke. I den forbindelse bliver det åbenbart, hvordan gallo-romerne sogte beskyttelse hos kirken i takt med statsmagtens sammenbrud. Kirken overtog fra midten af det 5. århundrede den vaklende romerske statsmagts myndighed, selv om kristningen led et forste tilbageslag, da frankerne indtog storstedelen af Gallien. Da Klodevig 1. konverterede til Kristendommen, ændrede dette dog på forholdene, selv om det skete langsomt. Det blev især udtalt, mens de arianske vestgotere holdt store dele af Gallien besat frem til 507.

Merovingerne brugte den gallo-romerske elite i deres administration, der stadig indrettede sig efter romersk forbillede. Kirken optog flere gallo-romere, der fik hoje poster, og endnu i det 7. århundrede var den gallo-romerske overklasse i Sydgallien en betydelig magtfaktor, særligt på grund af biskoppernes relativt stærke stilling i bysamfundene. På den måde blev den katolske kirke et samlingspunkt, hvor man kunne opretholde antikkens og senantikkens kultur.

                                     

5. Gallo-romersk kunst

Den romerske kultur indledte en ny periode for den skulpturelle menneskefremstilling i Gallien, og sammen med keltiske traditioner for raffineret metalarbejde, skabte det en rigdom af gallo-romerske solvvarer fra byområderne, der blev gemt væk som nedgravede skatte af folk under urolighederne i det 2. og 5. århudrede. Det har beskyttet nogle stykker af gallo-romersk solvtoj fra villaer og tempelområder, der på den måde undgik den almindelige odelæggelse af kostbart håndværk. Udstillingen af gallo-romersk solvtoj fremhævede især skattene fundet i Chaourse Mâcon, Graincourt-lès-Havrincourt Pas de Calais, Notre-Dame dAllençon Maine-et-Loire og Rethel Ardennes, fundet i 1980.

                                     

6. Gallo-romerske monumenter

De to mest romerske af Galliens tre provinser blev knyttet sammen af et netværk af romerske veje, der forbandt byerne. Via Domitia bygget i 118 f.Kr. gik fra Nimes til Pyrenæerne, hvor den blev fort sammen med Via Augusta ved Panissarspasset. Via Aquitania gik fra Narbonne, hvor den var forbundet med Via Domitia, til Atlanterhavet via Toulouse og Bordeaux.

                                     

6.1. Gallo-romerske monumenter Udgravninger, restaureringer og museer

Ved Périgueux har man beskyttet en luxusvilla i en glas-og-stål-konstruktion, der er et fornemt eksempel på arkæologisk museumsbyggeri. Det drejer sig om det såkaldte Domus Vesunnae, der er opbygget rundt om en atriumhave med kolonnader langs bygningerne og prydet med dristige fresker, se det eksterne link.

Lyon, der var det romerske Galliens hovedstad, rummer nu et museum for gallo-romersk civilisation 17, Rue Cléberg, som er forbundet med resterne af det romeske Lugdunums amfiteater og odeon. Her kan man sætte sig ind i hverdagslivet, de okonomiske vilkår, institutionerne, de religiose forhold, monumenterne og de kunstneriske præstationer fra de forste fire århundreder af vor tidsregning. "Claudius plaketten", som hænger på museet, transskriberer en tale, der blev holdt i Senatet af kejser Claudius i 48, hvor han anmoder om, at de galliske stammers ledere må få adgang til romerske embeder. Efter at det var godkendt, besluttede gallerne at indgravere kejserens tale på en bronzeplade.

Blandt mange andre steder kan nævnes:



                                     

6.2. Gallo-romerske monumenter Byer

De folgende byer var tydeligt romersk prægede:

  • Nîmes – med templet Maison Carrée
  • Lyon – med det gallo-romerske museum
  • Narbonne
  • Orange
  • Glanum nær Saint-Rémy-de-Provence
  • Vienne
  • Vaison-la-Romaine – med betydelige rester af romersk bebyggelse
  • Arles sæde for det galliske prætorianerpræfektur fra begyndelsen af det 5. århundrede
  • Autun
                                     

7. Se også

  • Gallerne
  • Frankerriget
  • Via Domitia, den forste vej, romerne byggede i Gallien
  • Thraco-romersk kultur
  • Gallisk
  • Gregor af Tours
  • Romersk kultur
  • Gallo-romerske levn
  • Syagrius
                                     

8. Litteratur

Sammenlign med bibliografien i artiklen Senantikken. I ovrigt henvises til den litteratur, som er nævnt i artiklen Gallien i Lexikon des Mittelalters

  • J.M. Wallace-Hadrill: The Frankish Church, 1983, ISBN 0-19-826906-4
  • Bert Freyberger: Südgallien im 1. Jahrhundert vor Chr. Phasen, Konsequenzen und Grenzen römischer Eroberung. 125-27/22 v. Chr, 1999 ISBN 3-515-07330-2
  • John Drinkwater og Hugh Elton udg.: Fifth-Century Gaul: a crisis of identity?, 2002, ISBN 978-0-521-41485-2
  • René Goscinny: Le tour de Gaule dAsterix, ISBN 2-01-210137-2 udk. på dansk under titlen "Gallien rundt!": Humoristisk, men virkelighedsnær skildring af den gallo-romerske kultur.
  • Helga Botermann: Wie aus Galliern Römer wurden. Leben im Römischen Reich, 2005. ISBN 3-608-94048-0
                                     

9. Eksterne links

  • Omfattende samling af links til den Gallo-romerske kultur og historie engelsk
  • Det gallo-romerske museum i Tongeren nederlandsk/hollandsk
  • Det gallo-romerske museum i Lyon fransk
  • Vesunnas gallo-romerske museum, tegnet af Jean Nouvel engelsk
                                     
  • De gallo - romerske levn i Gallien befinder sig i en provins, hvor tre kulturelle påvirkninger samledes om at frembringe ikke én ensartet, ny kultur men
  • var en gallo - romersk historiker og biskop af Tours. Det gjorde ham til den toneangivende prælat i det nydannede Frankerrige og i det romersk prægede
  • Madeleine i Paris 1807 - 42 og til Virginia State Capitol i USA. Gallo - romersk kultur Pantheon i Rom Officiel hjemmeside på engelsk Koordinater: 43 50 17 N
  • under kronen og forblev siden en del af Frankrig. Gallia Aquitania Gallo - romersk kultur Languedoc Wikimedia Commons har flere filer relateret til Aquitaine
  • druidiske tradition begynder at forsvinde i Gallien, presset af den gallo - romerske kultur og den kristne tro. Pengesystemet bryder sammen i det vestromerske
  • kun i enkelte tilfælde blev forenet under én krone. Hovedartikel: Gallo - romersk kultur Det Gallien, som merovingerne overtog, var ikke noget sammenhængende
  • interpretatio romana indenfor rammerne af imperiets teologi, og en ny Gallo - romersk religion opstod, med hovedstad i helligdommen af de tre gallien i Lugdunum
  • vigtig gallo - romersk by, hovedstad i merovingernes kongerige Austrasien og fodestedet for det Karolingske dynasti. Byen har svælget i romansk kultur men
  • Sicilien, Sydspanien og på den iberiske kyst mod Middelhavet blev den romerske kultur bibeholdt helt frem til det 6. og 7. århundrede. Pax Romana havde skabt
  • menige, gallo - romanske befolkning, som var delvist kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i Soissons, hvor han havde besejret den sidste romerske statholder